Bog

Udryddelsen

Af (
2016
)

Anmeldelse

Udryddelsen af Kazuaki Takano

11 okt.16

Evolution, politisk magt, ny teknologi, lægemiddelforskning og menneskelig etik er blot nogle af ingredienserne i denne dybt fascinerende og tankevækkende Science Thriller.

Kazuaki Takano, der har en fortid som filminstruktør, udkommer for første gang på dansk, men i Japan har han en stor produktion af bestsellere bag sig. Faktisk er der også udkommet en fortsættelse til denne bog. Takano skriver i en genre, som bedst kan betegnes som thrillere med baggrund i videnskab og opfindelser. Skal man sammenligne ham med andre forfattere, må det blive navne som Michael Crichton og til dels Ole Clifford.

Det amerikanske efterretningsvæsen er kommet på sporet af noget epokegørende dybt inde i den congolesiske jungle. I en lille stamme af pygmæer er der blevet født et barn, som allerede i treårs alderen har vist tegn på en usædvanlig begavelse. Hvis barnets udvikling fortsætter, vil det være en trussel mod hele menneskeheden. En storstilet militæroperation, med en lille gruppe lejesoldater under ledelse af Jonathan Yager, bliver stablet på benene. Opgaven er simpel: Dræb barnet og alle pygmæerne. Hvad gruppen ikke ved er, at også de vil blive udraderet efter missionen.

Soldaterne finder frem til barnet, men opdager nu, at de blot er brikker i et større puslespil, som er iværksat for at barnet, som bliver kaldt Akili, kan undslippe.

Planen hænger desuden sammen med, at den unge universitetsstuderende, Kento Koga i Japan, bliver hvirvlet ind i en række mystiske begivenheder efter farens uventede død. Kento skal overtage farens forskning, som, via et helt nyt udviklet computersystem, går ud på at udvikle en vaccine mod en dødelig lungesygdom, som også Yagers søn er ved at dø af.

Takano har skrevet en umådelig interessant og spændende historie, hvor han på imponerende vis formår at sammenflette de mange indviklede handlingstråde til en fornuftig slutning. Selvom mange af de videnskabelige og medicinske beskrivelser er virkelig tungt stof, som vanskeliggør den umiddelbare læsning, så bliver man grebet og indfanget af plottet. Handlingen er umiddelbart spændende, især alle begivenhederne i Afrika med lejesoldaterne, og samtidig er der undervejs masser af stof til overvejelser om menneskets fundamentale opførsel og udvikling.

Takano er tydeligvis godt inde i sit stof, og han formår, trods ovennævnte indvendinger, at gøre beskrivelserne af evolution, medicin, IT og hele det amerikanske efterretningsvæsen levende for læseren.

Bogdetaljer

Forlag
Turbine
Oversætter
Britt B. Tippins & Philip Gabriel
Faustnummer
52604028
ISBN
9788740610130
Antal sider
444

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer