Ud hvor livet frister

En engagerende biografi om den legendariske polarforsker og forfatter Mylius-Erichsen, der på tragisk vis endte sit liv på Danmark-Ekspeditionen.

De fleste bøger om Mylius-Erichsen beskæftiger sig med hans to polarekspeditioner og ikke mindst hans tragiske død på Danmark-Ekspeditionen i 1907 under gådefulde omstændigheder. En gåde, som senere efterforskningsekspeditioner ikke har kunnet løse. ’Ud hvor livet frister’ føjer nye brikker og dybde til litteraturen om polarforskeren.

Forfatteren til denne bog er journalist og tilknyttet Arktisk Institut i København. På baggrund af nye kilder beskriver hun flere sider af Mylius-Erichsen. Han var ikke kun polarforsker, men også forfatter og journalist. Han havde ingen arktisk erfaring og ingen videnskabelig baggrund, men alligevel blev han leder af to polarekspeditioner. Hans drivkraft forklares med hans særlige psyke. Han var en karismatisk mand med en hæsblæsende energi, et iltert temperament og en umættelig eventyrlyst, men også en kontroversiel mand.

Med journalistisk flair for at give liv til beretningen citerer forfatteren flittigt fra Mylius-Erichsens litterære værker, hans breve og dagbogsoptegnelser, og hun citerer også personkredsen omkring ham. Det giver ekstra dybde til billedet af Mylius-Erichsen. Hans rastløshed drev ham fra det jyske til København, hvor han blev indfanget af det blomstrende kunstneriske og kulturelle miljø. Efter nogle begyndervanskeligheder fik han en god journalistisk karriere, men heller ikke i København fandt han sig helt til rette.

Han havde blikket rettet mod fjerne horisonter og fik med stort besvær indhentet midler til Den Litterære Grønlands-Ekspedition, der som navnet antyder skulle handle om mennesker og ikke som vanligt om naturfag. Da han efterfølgende luftede sin kritik af Den Kongelige Grønlandske Handels monopol og ovenikøbet mente, at Danmark burde give grønlænderne større selvbestemmelsesret, blev han ikke populær hos det officielle Danmark. Hans udiplomatiske kritik af kongehuset hjalp heller ikke.

Bedre gik det med den efterfølgende større videnskabelige ekspedition Danmark-Ekspeditionen, der skulle sørge for at kortlægge Nordøstgrønland og dermed færdiggøre det grønlandske landkort. Det lykkedes, men tre mennesker omkom i forsøget på at afprøve, om Pearys teori om en kanal holdt vand. Forfatteren giver et meget levende indtryk af strabadserne i polarødet og forholdet mellem deltagerne, hvis forskellighed affødte konflikter.

Med sin brede indfaldsvinkel føjer bogen en vigtig brik til litteraturen om Mylius-Erichsen og de to polarekspeditioner. Man sidder tilbage med indtrykket af en mand i stadig bevægelse, drevet af en enorm eventyrlyst, der hele tiden krævede nye udfordringer, men også en sværmerisk, poetisk og omskiftelig natur. Hans kritik af Danmarks behandling af grønlænderne viser hans interesse for det jævne menneske, som også indbefattede fiskerne på hans hjemegn ved Ringkøbing og de eksotiske tatere på heden. Mennesker han skrev om i sine noveller og skuespil.