Anmeldelse
Tryg i en terrortid af Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund.
- Log ind for at skrive kommentarer
De to forfattere sætter terrorismen i perspektiv og forsøger at berolige læserne i velskrevet og velargumenteret bog.
Siden 11. september 2001 har vi oplevet en række terroranslag i blandt andet Europa. Tryg-Fondens målinger viser, at danskere bliver mere og mere nervøse for at opleve et angreb. De to forfattere prøver i denne bog at sætte terrorismen i perspektiv og berolige læserne.
En af hovedpointerene i bogen er, at den internationale terrors mål er at skræmme især de vestlige befolkninger, og hvis en femtedel af danskerne føler sig utrygge, er dette delmål næsten i hus. Sagen er dog, at chancen for at blive udsat for terror er forsvindende lille sammenlignet med de andre risici, vi udsætter os for.
For at forstå terrorismen sættes vi ind i dens baggrund, dens historie og dens indbyggede logik. Her forklares baggrunden for, at især unge mænd pludselig kan blive radikaliserede, men også, hvordan mange af dem ender med at vende terrormiljøerne ryggen.
Vi får at vide, hvad der gøres både nationalt og internationalt mod truslerne samt hvilke omkostninger, terrorismen påfører os både ved direkte angreb og ved forebyggende arbejde.
Bogen handler om både højre- og venstreorienteret samt religiøs terror, ligesom den både behandler organiserede grupper og enkeltindividder som Anders Breivik. Den er meget velskrevet og velargumenteret, og det er ikke for ingenting, den ene forfatter, Anja Dalgaard-Nielsen, i 2017 fik Rosenkjærprisen for sin formidling om terror og radikalisering.
Brugernes anmeldelser