Tronfølgeren

Kongehuset har så at sige hovedrollen i ny dansk spændingsroman. Den pirrende og hæsblæsende intrige udvikler sig undervejs til både at være politisk og samfundskritisk.

Den danske kronprins Valdemar dræbes under en spadseretur i Kongens Have af en bombe i en skraldespand. Landet er i oprør, og politi og PET arbejder på højtryk for at finde frem til gerningsmændene. Ulrik Lindtoft, der er chef for en særlig afdeling under PET som kaldes CTA (Center for Terroranalyse), bliver hurtigt klar over at der er tale om en nøje planlagt aktion, og mistanken falder hurtigt på to unge radikaliserede muslimer, Yusuf og Mehmet. De to unge er blevet overvåget nøje, og man ved, at de tidligere har udtalt, at de vil gøre noget ved Kongehuset, og at de desuden har været på træningsophold hos Al Qaeda.

Denne mistanke passer fint ind i statsministerens dagsorden, og det er denne vinkel, der med baggrund i Muhammed tegningerne og Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, der sælges til medierne. Problemet er bare, at de to unge muslimer tilsyneladende er forsvundet fra jordens overflade, og at der ikke er nogen som helst beviser på, at de skulle stå bag.

Lindtoft kommer i tvivl, og måske ligger svaret et helt andet sted. Det er almindeligt kendt, at kronprinsen langt fra altid har opført sig eksemplarisk, men at PET har dækket over hans eskapader. Et hemmeligt arkiv hos PET har nøje registreret alt dette, og Lindtoft er overbevist om, at gerningsmanden skal findes i disse fortielser og hemmeligheder i Kongehuset.

Forfatteren har en lang karriere som journalist med Kongehuset som speciale bag sig, og selvom historien selvfølgelig er fiktion, og Kongehusets medlemmer alle har fået andre navne, så mærker man tydeligt, at han er ekstremt godt inde i sit stof. I det hele taget er det en roman, der på trods af sin indviklede handling først og fremmest giver et særdeles godt billede af alle de mekanismer, et sådant tænkt attentat ville sætte i gang. Og han kommer så at sige hele raden rundt: Kongehuset set inde fra naturligvis, den politiske vinkel, journalisterne og medierne og PET og politiet.

Romanen er bygget op, så man hele tiden skifter mellem personerne, og det giver historien både dybde og fart. Et mord på landets næste konge vil naturligvis altid være interessevækkende hos læserne, men hele konspirationsdelen omkring fortielser og skjulte dagsordener hos landets politikere og PET er ligeledes guf for den sensationssøgende. Det hele virker alt sammen meget veldokumenteret, og det er på denne baggrund, at romanen fungerer og bliver mere end interessant. Selve krimidelen er dog lidt tynd.