Anmeldelse
Tredive dages mørke
- Log ind for at skrive kommentarer
En meget spændende og læseværdig krimidebut, der enkelte steder kammer over i slap-stick-humor, men ellers holder et meget højt kvalitetsniveau.
Hannah er en herlig arrogant strigle af en kvalitetsforfatter med ringe salg. Et skænderi på Bogmessen sætter hende overfor en gevaldig udfordring. Ved siden af Hannahs stand skal hendes yndlingsaversion, succeskrimiforfatteren Jørn Jensen, interviewes. I frustration kyler hun en bog efter ham, og i det efterfølgende offentlige skænderi hævder hun, at enhver idiot kan skrive en bestsellerkrimi på en måned. Bordet fanger, og hendes forlægger sender hende en måned til Island for at lade hende bevise påstanden.
Hun havner i en lille landsby hos en ældre kvinde, der forstår, men ikke taler dansk. Kort efter ankomsten findes kvindens yndlingsnevø, Thor, druknet, og sagen er muggen, for Thor var berygtet for sin totale vandskræk, så hvordan er han overhovedet endt i vandet? Hannah føler, at der er en gåde, der måske kan forløse hendes håbløse projekt, og hun bliver ved med at rende den lokale betjent, Viktor, på dørene til dennes store irritation. Sagen viser sig dog at være en mordsag, og det er ikke det eneste drama, der kommer til at udspille sig i det lille samfund.
Det er en befriende ny vinkel på den nordiske krimi, Lund Madsen bidrager med. Det er en bog, man sluger i en stor mundfuld for derefter at glæde sig til nyt fra forfatteren.
Forfatteren debuterer med denne krimi, men har stor erfaring som manuskriptforfatter – blandt andet til afsnit af tv-serierne 'Bedrag' og 'Rita' og som dramatiker.
Brugernes anmeldelser