Tosca

Tosca er feteret sangerinde i Rom i starten af 1800-tallet; en tid, hvor opulent livsførelse trivedes side om side med pietetisk forsagelse. Og handlingen er guf for folk med hang til det følelsesmæssigt storladne ...

Anbefalet af bibliotekar Sanne Caft, Gentofte Bibliotekerne

Lån bogen på


Tosca:
Kvinden, der fik mænd til at elske sig ubetinget, og mænd til at hade sig lige så ubetinget
Sangerinden, der sang, så hjerterne græd af glæde, og øjnene stod fulde af tårer
Tragediennen, hvis liv endte på hjerteskærende vis i Tiberens dunkle vande
Hovedpersonen i skuespil, operaer og romaner
(Inspirationen til en tærte, men det er en anden historie)

Tosca er en figur, der er skabt af den franske boulevardforfatter Victorien Sardou (1887). Hans tåreperser blev skrevet til det 19. århundredes store tragedienne Sarah Bernhardt. Hans skuespil dannede grundlaget for den italienske operakomponist Puccinis succes-opera, den med arierne Visi d’arte og Tårnarien. Har man ikke gennemlevet en hel opera, er man sikkert blevet præsenteret for dem alligevel, for de optræder med usvigelig sikkerhed som hits, hver gang en sopran eller tenor kaster sig ud i godbidder fra det romantiske italienske operarepertoire.

Hvorfor er Tosca dog så populær?

Handlingen er guf for folk med hang til det følelsesmæssigt storladne:
Tosca er feteret sangerinde i Rom i starten af 1800-tallet. En tid, hvor opulent livsførelse trivedes side om side med pietetisk forsagelse. Hvor det var lige så vigtigt at have den smukkeste kjole på til bal som at vise sig i kirken med det rette salige ansigtsudtryk.

Hun elsker Cavaradossi. Han er maler, hvilket er nogenlunde acceptabelt. Men han er også revolutionær, hvilket absolut ikke er. Han støtter Napoleon, som stormer frem både på slagmarken og på den politiske scene. Men alt dette danner blot baggrund for romanen, som opererer i et underforstået og etableret univers. Hæng på eller lad være.
Tosca begæres af Scarpia. Han er politichef og en ubehagelig en af slagsen. Han sidder i sit tårn og hentæres af begær – efter mere magt, end han allerede har tilranet sig – og efter Tosca, som han arbejder på at få fingrene i. Men han er ikke ude efter at gøre kur til hende. For kvinder sukker man ikke efter, dem tager man! Med eller mod deres vilje. Og egentlig helst mod. For erobringen nydes mere, hvis den er voldelig, og kvinden erobres bedst, hvis hun gør modstand.

Første gang Scarpia ser Tosca er i kirken, hvor hun, knælende i et sidekapel, beder til den hellige jomfru Maria. Scarpia frastødes af hendes alabasterhvide hud og ravnsorte hår, som knapt er synlige i den dunkle kirke. Stor er hans forargelse - for denne hykleriske moralens vogter kan skam godt blive forarget - da han opdager, at den Hellige Guds Moder, som Tosca beder til, er malet i hendes eget billede. Cavaradossi har brugt sin elskede som model. På dette stadie er Scarpias attrå for Tosca endnu ikke vakt, så hans forargelse går mest på, at man ikke kan udstyre den Hellige Guds Moder med mørke, æggende øjne. Senere kommer der et jaloux element ind over, efterhånden som Scarpia dels tiltrækkes, dels frastødes af Toscas kvindelighed og selvstændighed. Det er romanens force, at man som læser følger med Scarpia fra den ene yderpol til den anden.

Romanen er skrevet som Scarpias dagbog og giver dermed indsigt i hans tanker, overvejelser og fantasier. Man kommer ind under huden på manden, der mener, at kvinder som kompensation for deres sårbarhed og svagere intellekt, er udstyret med evnen til at nyde lidelse. Og dermed optage den frelsende kraft og finde behag i bodsøvelserne. Ergo – når han henretter deres sønner, kaster deres mænd for evigt i fængsel eller erobrer deres modvillige legemer – gør han en god og prisværdig gerning.

Romanen er lige så diminutiv, som dramaet er voluminøst. På kun 116 sider udfolder dramaet sig med dets begær, had, elskov, liv og død. Det starter med slutningen: Toscas desperate flugt ud af Scarpias palads, fundet af liget og dernæst af dagbogen. Man ved, hvordan det ender.
Og dog fastholdes man som læser, mens handlingen ubønhørligt føres frem mod sin logiske konklusion. Det kan ikke ende på anden måde.

Fik Romeo sin Julie? Orfeus sin Euridike? Lancelot sin Guenevere?

At læse Tosca er som at læse John Fowles ”Offer for en samler” eller Vladimir Nabokovs ”Lolita”. Det er at se verden med syge briller, og dog på et udefinerbart plan at kunne forstå, hvorfor de ser den, som de gør.

Læs romanen.
Og sæt så Puccinis opera i anlægget og hør eller genhør Visi d’arte, Tårnarien og dér, hvor Tosca forbander Scarpia ned i det hedeste hule h…. Hvis hårene ikke rejste sig ved læsningen, så gør de det ved musikken.

”O Scarpia, avanti a Dio!”

Oversat fra italiensk af Jytte Lollesgaard efter 'Vissi d'amore' (også med titel 'Floria Tosca'). Tiderne Skifter, 1994. 116 s