Tillid: tænkepauser 4

Tillid er Danmarks usynlige brændstof, der giver ekstra opdrift i krisetid. ’Tillid’ er fjerde lille tænkepause fra Aarhus Universitet, og bogens pointer er tankevækkende.

Bogen ’Tillid’ handler om det, man kunne kalde social tillid. Altså tillid til samfundets institutioner og borgere i almindelighed. Gang på gang vinder Danmark verdensmesterskabet i tillid. Det måles ved, at man spørger folk, om de mener, at de kan stole på de fleste andre mennesker. I Danmark stoler 78 procent på de fleste andre mennesker. Bundskraberen er Brasilien med kun 5 procent tillidsfulde mennesker. Verdensgennemsnittet ligger omkring de 25 procent, og dermed er danskerne altså exceptionelt tillidsfulde sammen med Norge, Sverige og Finland.

Professor i Statskundskab Gert Tinggaard Svendsen mener, at vores store tillid skyldes, at vi har et velfungerende statsapparat og et velfærdssamfund, hvor der bliver taget hånd om de svageste. Folk betaler deres skat, fordi de ved, at naboen også gør det, og de føler sig sikre på, at pengene ikke ender i lommerne på korrupte embedsmænd.

Svendsen betragter denne tillid som et råstof. Den gør den danske økonomi mere stabil i krisetider og giver større produktivitet, end landets ressourcer ellers skulle berettige til. Han udtrykker det enkelt: Kontrol er godt, men tillid er billigere! Danske virksomheder har simpelthen den konkurrencefordel, at de ikke behøver at bruge penge på sikkerhedsvagter, advokater, der skal udforme komplicerede kontrakter og andre dyre sikkerhedsforanstaltninger.

Jeg synes, bogens pointer er tankevækkende. For hvis tillid er Danmarks usynlige råstof, gælder det jo om at passe på den og få den til at yngle. Men det kan være svært at bevare tilliden, når medierne bringer historier om terror, socialt bedrageri, hjemmerøvere, skatteunddragere mm. Det kan være fristende at råbe på mere kontrol. Men som Svendsen siger, er hundrede procent kontrol lig med nul procent tillid. Og ud over at kontrol er dyrt, så er det heller ikke behageligt. Mon ikke vi alle sammen bedst kan lide at blive betragtet som hæderlige og arbejdsomme mennesker, der lever op til vores ansvar?