Anmeldelse
Tilbage til 30’erne af Ove Dahl
- Log ind for at skrive kommentarer
Litteraturens svar på Den Gamle By. Indbydende bog med et væld af illustrationer, der på forbilledlig vis levendegør det helt almindelige hverdagsliv i et økonomisk trængt årti i det 20. århundrede.
Bogen er en del af en serie, der behandler hvert enkelt årti i forrige århundrede, og de tidligere bøger beskriver 40’erne, 50’erne, 60’erne, 70’erne og 80’erne. Forfatteren er historiker tilknyttet Dansk Center for Reminiscens, og han er en glimrende formidler. Konceptet i serien er det samme: I små, overskuelige afsnit på fire sider vises helt hverdagsnære ting forsynet med en forklarende undertekst, og hvert afsnit indledes desuden med en kort beskrivelse af emnet.
Det er almindelig kendt, at historiske hverdagsgenstande kan vække mange minder. Når vi genser ting fra vores barndom og ungdom, bliver fortiden pludselig meget nærværende. Det har man blandt andet kunne bruge i arbejdet med demente. Nu er det de færreste af os, der har oplevet 30’erne, men bogen giver et godt og meget levende bud på, hvordan børn og unges hverdag formede sig dengang.
Bogen indledes med en generel beskrivelse af perioden, der var en brydningstid med økonomisk krise og stor arbejdsløshed, men også med tekniske fremskridt, og den afsluttes med et afsnit om den voksende frygt for krig.
Hovedparten af bogen handler om det helt almindelige liv, som de fleste børn og unge levede trods økonomisk smalhals. Bogen er centreret om temaer som børns legetøj og fritid, skolegang, nye medier som radio og film, bøger og ugeblade samt klædedragt. De unge følger vi fra konfirmationen til den giftefærdige alder og præsenteres for emner som mode, fritidsinteresser og deres fremtidige arbejdsliv. En mere fyldig beskrivelse af periodens ungdomskultur findes for øvrigt i Jens-Emil Nielsens bog ’Ung 1930-1950’.
Bogen er et meget vellykket, velskrevet, underholdende og lettilgængeligt stykke kulturhistorie, ja nærmest litteraturens svar på Den Gamle By, som kan samle generationerne i en fælles interesse. Oplagt som lystlæsning for unge som ældre, og i tilgift bruger mange børn serien til opgaveskrivning.
Brugernes anmeldelser