Til døden skiller mig ad

En digtsamling fyldt med gode ordspil og fine fortællinger fra en verdensvendt forfatter. Desværre fremstår en del af digtene lommefilosofiske.

Claus Høxbroe kan i år fejre ti års jubilæum som udgivet digter, og det går ikke stille for sig. To nye digtsamlinger udkommer samme dag og et nyt spoken word album. Dermed når han op på tyve digtsamlinger og albums. Han har desuden læst op over 2000 gange i ind- og udland i løbet af de ti år. Det er lige før, man taber pusten. Det samme kan jeg, hvis jeg skal være lidt fræk, siges om Høxbroes ’Til døden skiller mig ad’.

Misforstå mig ikke, der er - som altid hos Høxbroe - noget på spil. Alt fra hans egen person, København, bestemte erhverv, forhold og byture kommer under lup. ’Til døden skiller mig ad’ er en statusopgørelse over livet, som det ser ud for en ung digter, der forsøger at vriste sig fri af tilværelsens ligegyldighed. Der er mange gode ordspil undervejs, og især rytmen i digtsamlingen fungerer. Høxbroe formår at gøre sin virtuose optrædener til en del af digtene på papir med en god blanding af humor og alvor.

En række af digtene virker nærmest som rystet ud ad ærmet, hvilket i nogle tilfælde fungerer rigtig godt, som i de to følgende digte:

”Har tre timers søvn i kroppen / armen under hovedet / benene på nakken / i en hyrevogn / mod fortiden / manifesteret / i et opkald / fra dig” og ”Sms-fisker / i nattens / mørke sø”.

Her fremstår digtene konkrete, de suger læseren til sig og er meget billedskabende. De sætter ord på noget, mange af os kender: Træthed og en søgen efter gårsdagens tabte mening. Desværre gælder dette ikke alle digtene, og andre fremstår lommefilosofiske, som de følgende to digte:

”Dannelse / kan du ikke / nøjes med at / læse / dig til” og ”Holder man alle døre åbne / ender man blot med at få gennemtræk”.

Det sidste siger sig selv, mens det første dagligt flyder gennem utallige Facebookopdateringer, tilfældige snakke og avisartikler: Det er sagt før, mange gange. De mange indskud peger i forskellige retninger, og det poetiske univers brydes. En mere strømlinet poetisk kurve ville gavne budskabet og læseoplevelsen. Selvom jeg småklukkede undervejs, var de hurtige indskud allerede glemt, når jeg bladrede videre til næste digt.

Høxbroe er bedst, når digtene fortæller noget og udfolder det. Bagsidedigtet fortæller en tragisk og vis historie om en farfars måde at tjekke ud af verden på. Dér har Høxbroe fat i noget fantastisk, som også udfoldes i en række digte i samlingen. Når han viser, hvordan han har levet i nøgterne rytmiske vers, fungerer det, endda rigtig godt. Men i det øjeblik han slår over i lommefilosofiske erkendelser, taber han pusten – og læseren.