Bog

Tidsbilleder - Danmark i Hitlers Europa

Af (
2015
)

Anmeldelse

Tidsbilleder af John T. Lauridsen

06 maj.15

Et indbydende, kommenteret billedværk med fokus på danskernes dagligliv før og under besættelsen og samtidig med glimt fra de mere dramatiske episoder i de besatte år.

Fra billedbureauet Scanpix’s store fotosamling fra besættelsen har historikeren John T. Lauridsen i samarbejde med Berlingske Media udgivet en kavalkade af mere eller mindre kendte fotos fra besættelsen og årene umiddelbart før. Øjebliksbilleder som i højere grad end mange ord indfanger stemningen i perioden.

De mange fotos er opdelt tematisk i ca. 30 afsnit, der afspejler forskellige sider af besættelsen. De er forsynet med korte kommentarer, og en kortfattet indledning til hvert afsnit giver lidt baggrundsviden, men det er billederne, der bærer bogen.

Man får et fint indblik i, hvordan den almindelige danskers hverdag forløb med de – set i et større perspektiv – relativt små problemer. Vareknapheden førte til rationeringer, og det krævede lidt ekstra kreativitet af husmoderen. Energitilførslerne var begrænsede, så snart var cyklen det dominerende transportmiddel, og det blev svært at fyre boligerne op i de kolde vintre. Ytringsfriheden blev indskrænket, og udgangsforbud gjorde det sociale samvær mere besværligt. Alligevel blev der også plads til fritidsfornøjelser.

Det indenrigs- og udenrigspolitiske aspekt berøres, og man får et indtryk af tyskerne i gadebilledet. Med den begyndende modstand kommer også de mere voldsomme sider frem med tiltagende sabotage. Generalstrejker, den reelle trussel fra luftangreb og frygten for andre krigshandlinger er andre mørke sider af tiden.

’Tidsbilleder’ er et indbydende billedværk med mange velvalgte fotos, der giver et udmærket allround indtryk af tiden. Der er udelukkende tale om sort-hvide fotos, selv om man også har farvefotos fra perioden. Den knappe tekst binder billederne sammen til et forståeligt hele men tilføjer intet epokegørende nyt til litteraturen om besættelsen. Bogen kan ikke stå alene men er værdifuld som billedværk. Ikke mindst for alle os der ikke selv har oplevet perioden, er den et tiltrækkende og overkommeligt supplement til de generelle introduktioner.

Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
51721969
ISBN
9788702173895
Antal sider
224

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer