At tænke som en morder

De læsere, der ”bare” gerne vil læse om mere eller mindre makabre mordsager og de læsere, der gerne vil have lidt mere insiderinformation om politiets arbejde, kan læse denne bog med udbytte.

Der er de senere år kommet en stribe erindringsbøger af og med tidligere politifolk. En af de seneste i rækken er skrevet af tidligere kriminalkommissær i det nu nedlagte Rigspolitiets Rejsehold, Kurt Kragh. Ud over at være aktiv politimand har Kurt Kragh undervist på Politiskolen og i PET i kognitiv afhøringsteknik og gerningsmandsprofilering. To emner, der har haft forfatterens store interesse gennem hele karrieren.

Kurt Kragh tager udgangspunkt i sin egen karriere, som førte ham en tur omkring PET, inden han landede i Rejseholdet, eller som det hed officielt: Rigspolitiets Rejsehold. Det var en enhed på omkring 80 ansatte, som tilbragte hovedparten af deres arbejdsliv i en kuffert mindst 220 dage om året og tog sig af primært drabssager ude i de mindre politikredse. Det gav selvfølgelig nogle problemer i forhold til parforhold og det at stifte familie, og her lægger Kurt Kragh heller ikke skjul på sine egne fejltrin og problemer. Men ud over nogle ganske få passager om dette, er det ikke forfatterens ærinde at involvere læseren i sine private problemer. Det er jobbet som politimand og politiets efterforskningsmetoder, der er centrum i denne bog.

Om jobbet i Rejseholdet beskriver Kurt Kragh en lang stribe sager, han har deltaget i opklaringen af og medtager også nogle af de sager, der aldrig blev opklaret. Forfatteren lægger meget vægt på at beskrive efterforskningsmetoderne, som han har sine egne meninger om. Han er i høje grad ude efter de kolleger og chefer, der ikke er indstillet på at udvikle metoderne i takt med tiden. Desuden er han meget kritisk over for politireformen fra 2007.

Bogen er skrevet i en faktuel, beskrivende stil, og man fornemmer hurtigt, at det er en mand, der er vant til at formulere sig. Og det gør han med en lethed, som gør bogen nem at læse. Men dermed er den ikke uinteressant. Læseren får et fint indblik ikke mindst i politiets arbejdsmetoder, men også i en politimands måde at tænke på. I de sager, Kurt Kragh beretter om, har han bevidst ændret navnene på de involverede kriminelle, ofre og pårørende, mens navnene på politifolk, der har deltaget i efterforskningerne, er deres egne. Men trods denne sløring kan man i flere tilfælde genkende nogle af de sager, der har optaget offentligheden gennem årene. Som en lille sidegevinst får vi også en beskrivelse af, hvordan Kurt Kragh har inspireret forfatterne til DRs krimiserie Rejseholdet.

Kurt Kragh rammer dobbelt med denne bog. Både de læsere, der ”bare” gerne vil læse om mere eller mindre makabre mordsager og de læsere, der gerne vil have lidt mere insiderinformation om politiets arbejde, kan læse denne bog med udbytte. Samtidig er bogen et væsentligt input i debatten om udviklingen inden for politiet, ikke mindst de seneste års reformer, der ifølge Kurt Kragh har betydet, at væsentlig viden og kompetencer er gået tabt. Man må så bare håbe, at også aktive politifolk får mod til at bidrage til debatten.