Tårernes Europa

Lykke Friis’ essayistiske fortælling om Europas negligering af faresignalerne op til den russiske invasion af Ukraine er anbefalelsesværdig, selvransagende læsning.

Lykke Friis beretter levende og vidende om Europas krise gennem sin personlige dansk-tyske opvæksterindringer og sine vidtforgrenede europæiske forbindelser fra mange års engagement i europæisk politik og kultur.

Fra et bogstaveligt talt fængslende møde med tidligere premierminister i Ukraine, Yulia Tymoshenko, kendt fra 00’ernes demokratiske Orange Revolution og sin ikoniske fletning, til personlige beretninger fra en opvækst i den Kolde Krigs Berlin fortæller Friis igennem en række nøglepersoner og -steder, hvordan Europa gik fra et "Håbets Europa" i efterdønningerne på euforien efter Murens Fald til den titulære "Tårernes Europa".

‘Tårernes Europa’ var derfor næppe en bog Lykke Friis havde i tankerne at skrive før februar 2022. Hun skrev i forbindelse med 30-året for Murens fald i 2019 en væsentligt mere optimistisk bog med den langt lykkeligere titel ‘Håbets Europa i 89 billeder: Fra Europas stjernestund til verdens opbrud’. Der var revner i Friis’ håbefulde europæiske glasur fra 2019, jovist, men ikke et gabende Putin-formet skår.

'Tårernes Europa' er på mange måder en selvrefleksion, men i endnu højere grad en fælleseuropæisk refleksion over tankerne, der mulig- og besværliggjorde invasionen politisk og kulturhistorisk. Friis’ brutale ærlighed over ignoreringen af faresignaler, hendes egen såvel som Europas i det hele taget, er således udgangspunktet for bogen, og netop her er Lykke Friis’ tyske ophav særlig interessant.

Tysklands årelange politiske mantra om samhandel med Rusland får en hård medfart, særligt Gerhard Schröder og Nord Stream II, til fordel for rigt citerede central- og østeuropæiske stemmer, der gentagne gange advarede mod Ruslands truende adfærd. Ignorerede advarsler som Friis’ bl.a. cementerer sandheden ved at påpege tendensen i Vesteuropa til at afskrive Ukraine en selvstændig agens. Hun bemærker således, at Vesteuropa før invasionen i hovedsagen formelt støttede Ukraines territorielle integritet og europæiske ambitioner, men reelt betragtede det som et grænseområde til Rusland, hvilket hun drakonisk bemærker, at Ukraine da også etymologisk betyder - grænseland.

I det hele taget gør Friis mange interessante overvejelser om Vesteuropas forhold til og ansvar for krigen i Ukraine gennem de mange essays fra forskellige hjørner af Europa. Svar er der i midlertidig ikke mange af, hvilket Friis dog tydeligvis selv er bevidst om og næppe kan klandres for.

Afsluttende står, at Lykke Friis i 'Tårernes Europas' leverer et hudflettende ærligt panorama over et Europa, hun har et indgående og kærligt selvransagende blik på, som kun en europæer, der har oplevet kontinentets frem- og modgange og kender dets historie, kan have. ‘Tårernes Europa’ er en anbefalelsesværdig og selvransagende læsning for alle europæere, der drømte om et Håbets Europa, men må erkende, at Tårernes Europa desværre er kommet for at blive.