Supernova : digte

Digtsamling om de store følelser er bedst, når den zoomer ind på detaljen og går i dybden og undersøger de store ord.

Jeg læste Julia Werups første digtsamling, ’Ensomme mænds død’, med stor fornøjelse, da den udkom i 2017. En vild digtsamling om en kvindes oplevelser af faderens død, der fungerer rigtig fint i dobbeltsproget – den ene side på svensk, den næste på dansk, samme digt, to sprog. I ’Supernova’ er de to sprog adskilt, og man kan læse den første halvdel på svensk eller springe frem til den danske oversættelse, som forfatteren har lavet i samarbejde med Marie Ladefoged. Med undtagelse af digtet ’ALT LARMER’, skrevet i duet med Kasper Spez.

’Supernova’ er en digtsamling, der bevæger sig i de store skel i livet som liv/død, kærlighed/had, hjerte/smerte, lykke/sorg. De store følelser foldes ud i en 1980’er æstetik; fascinationen over det voldsomme, det mørke, natten og er nærmest skrevet som et råb. Indimellem rammes sproget, tonen og tematikken af banaliteter og hæmmes generelt af forfatterens ordvalg. Evighed, drøm, sorg, frihed, ensomhed og smerte er bare nogle af de ord, der går igen i samlingen.

Problemet med de ovenstående ord er, at de ikke foldes ud. De står som kedelige klichéer, og jeg undrede mig flere gange gennem læsningen, fordi det ikke var tilfældet i forfatterens debut, ’Ensomme mænds død’, som var anderledes intensiv og sprogligt interessant.

Dog er der også gode formuleringer i løbet af denne samling, som undersøger nogle af de ting, som gør livet komplekst og gør det svært at finde fodfæste. Især når Werup knytter disse erkendelser til noget konkret som fx kroppen, er det rørende at læse: ”Nattehimlens ord overrumpler mig / og mine spirende æggestokke / svajer i vinden.” og på svensk ”Natthimlens ord öerrumplar mig / och mina spirande äggstockar / svajar i vinden.” Det er befriende let i en ellers tung samling.

Et andet greb, som virker, er de konkrete geografiske nedslag. Fx når Werup skriver: ”Jeg står på Langebro i mørket / Smider en nøgle til min elskede i vandet” og på svensk ”Jag står på Langebro i mörkret / Kastar en nyckel till min älskade i vattnet”. Det konkrete sted gør frustrationen og det svære øjeblik mere konkret. Det undersøger, hvad det vil sige, at give slip på et menneske, man elsker.

Der er bestemt noget på spil i ’Supernova’, også i skriften, men den samlede læseoplevelse påvirkes af de mange store ord, som fylder for meget på linjerne. I mange tilfælde ville digtene fremstå som små perler, hvis man fjernede et ord eller to, måske endda en verslinje eller to, for sletter man klichéerne, står der noget meget interessant tilbage.