Bog

Sultan Saladin: En mellemøstlig legende

Af (
2020
)

Anmeldelse

Sultan Saladin – en mellemøstlig legende af Jonathan Phillips

30 mar.20

Saladin tilbageerobrede Jerusalem fra korsriddernes næsten 90-årige besættelse i 1187 og holdt den mod selveste Richard Løvehjerte. Han er en legende i Mellemøsten, men paradoksalt nok også meget respekteret i Vesten, og det får vi gode forklaringer på i dette imponerende værk.

Jeg hørte første gang om Saladin ved et besøg på fæstningen Kerak i det nuværende Jordan for et par år siden. Jeg blev betaget af guidens fortælling om på den ene side, de grusomheder, borgherren – en kristen korsfarer – bedrev mod sine fjender, og modsætningen, da det endelig lykkedes for Saladin at erobre borgen: Han lod alle frit vende hjem til Europa og ”nøjedes med” at henrette borgherren.

Samme historie udspillede sig i Jerusalem: Da korsridderne erobrede byen, lod de foranstalte en massakre på indbyggerne, mens Saladin i 1187 lod alle få frit lejde.

Så da jeg så, der skulle komme en bog om ham, lagde jeg straks billet ind på et anmeldereksemplar. Og det har jeg ikke fortrudt et øjeblik.

Det er en yderst fascinerende historie om en islamkriger, der i modsætning til sine kristne modstandere, stort set stod for alt, hvad vi forstår ved ridderlighed i positiv betydning. Det er dog ikke kun et entydigt helteportræt: nok viste Saladin som regel nåde over de fjender, han besejrede, men barmhjertighed gjaldt ikke altid og slet ikke for folk, der prøvede at intrigere eller forsøge oprør mod ham.

Det er interessant, at der findes så righoldige kilder fra tidlig middelalder, så det er muligt for forfatteren, der er engelsk professor i korstogshistorie, stort set at genskabe Saladins liv fra start til slut. En af grundene er, at Saladin i både freds- og krigstid omgav sig med mange intellektuelle, blandt andet forfattere, der nøje nedskrev hans historie.

Saladin blev først hersker over Egypten, men udvidede ved politisk tæft senere sit imperium til også at omfatte sit fødeland, det mægtige syriske rige. Han er som nævnt hyldet i hele Mellemøsten og legenden er stadig levende i både litteratur, scenekunst, film og tegneserier (og politisk retorik), men også i Vesten er han kendt, blandt andet handler to af historierne i Boccaccios Dekameron om hans bedrifter. Og Storbritannien, hvis heltekonge med løvehjertet måtte opgive Jerusalem, havde under 2. verdenskrig i slagskib med navnet HMS Saladin!

Bogdetaljer

Forlag
Kristeligt Dagblads Forlag
ISBN
9788774674290
Antal sider
500

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer