Stockholm Octavus

Storladen, kompetent og medrivende roman om Sverige i slutningen af 1800-tallet. Blandingen af gammeldags historiefortælling tilsat politiske konspirationer og magi er forunderlig læsning.

Handlingen er placeret omkring år 1790. Gustav III er konge i Sverige, og kunst og kultur blomstrer. Kongen har indført mange reformer, men dette har gjort ham voldsomt upopulær blandt adelen. Oprøret ulmer, og i kulissen står hans lillebror klar til at overtage tronen.

Emil Larsson er en ung ambitiøs tolder, der lever i Stockholm. Han har kæmpet sig vej ud af fattigdom bl.a. ved at være en ganske habil kortspiller og udover at komme højere op på rangstigen er hans store ambition at finde sig en kone, der både kan sikre ham økonomisk og socialt. Emil har i lang tid været fast kunde i den mystiske Sofie Sparvs spillesalon, og da fru Sparv, som tillige beskæftiger sig med det okkulte, i et syn ser Emils fremtid, overtaler hun ham til at få lagt en såkaldt octavus. Kortene skal lægges over otte dage, og hvert af de fremfundne otte kort vil henvise til otte mennesker, der vil betyde noget for Emils fremtid. Efterhånden som Emil får afdækket og fundet sine personer, som mere eller mindre også er indbyrdes forbundet, går det op for ham, at der er mere end hans egen fremtid på spil. Jagten på Emils lykke kan blive afgørende for både de politiske forhold og kongemagten i Sverige og i Frankrig.

Forfatteren, som faktisk er amerikaner men har boet nogle år i Sverige, debuterer med denne historiske roman, og det er hun sluppet absolut eminent fra. Historien er anderledes og interessant både ved at give et fuldendt og malende billede af en næsten ubeskrevet historisk periode, men også ved at hovedpersonerne for en gangs skyld ikke er konger og dronninger men ganske almindelige mennesker – og den navnkundige Carl Michael Bellmann render lyslevende rundt i gaderne. Handlingen er elementært spændende og næsten helt ovre i retning af at være en ”mysteriebog”, og selvom der er mange personer og handlingstråde at holde styr på, hænger det hele ganske fint sammen.

Fortællemåden er bevidst ”gammeldags” og spækket med en lang række malende og yderst detaljerede beskrivelser af folk, bygninger, klædedragter, vifter og meget mere, men lige her er det lige ved at være for meget af det gode. Kjoler og tøj fylder utroligt meget, og beskrivelser af vifter og især brugen af dem (der er tilsyneladende et helt særligt viftesprog) vil nok få de fleste mænd til at stå af. Sidstnævnte indvending er dog kun en lille brist i en ellers meget velfungerende fortælling.

Originally published by Arne Larsen, Litteratursiden.