Bog

Squadron supreme - førkrigsårene

Af (
2007
)

Anmeldelse

Squadron supreme: førkrigsårene af J. Michael Straczynsk

10 apr.07

Endnu en flot og spændende superhelte-tegneserie fra G. Floy Studio: "Squadron Supreme" præsenteres her for første gang på dansk.

I den evige kamp mellem de to store amerikanske tegneforlag: Marvel og D.C. introducerede Marvel i 1970'erne serien "Supreme Power" som et modstykke til D.C.'s meget populære helteserie "Lovens vogtere". Det lykkedes nu aldrig for Marvels serie at nå samme højder og salgstal som "Lovens Vogtere", og serien stoppede brat.

I 2003 blev serien imidlertid genoplivet af kultforfatteren Straczynski og med tegneren Gary Frank - under sit nye navn Squadron Supreme.

I korte træk går historien ud på, at et rumskib for år tilbage styrtede ned på jorden. Om bord var en lille dreng, som skulle vise sig at have overnaturlige evner,  evner som han under navnet Hyperion brugte under Clinton-administrationen.

Det nedstyrtede rumskib frigav under sit styrt imidlertid en række bakterier, som også påvirkede en lang række andre nyfødte og gav dem superkræfter.

Alle disse superhelte samles nu under præsident George W. Bush for at kunne blive sat ind i den evige kamp mod terror og terrorister overalt i verden.

Squadron Supreme har ikke kun ydre fjender at kæmpe imod. Indbyrdes er der også problemer mellem de vidt forskellige superhelte, og nogle af dem påtænker faktisk det totale verdensherredømme.

Serien som sådan bringer egentlig ikke noget nyt frem under solen - meget menneskelige superhelte har man set før og ligeledes drømmen om verdensherredømmet. Det nye er, at superheltene indgår i en såre aktuel handling, og at serien som sådan er meget politisk (og meget proamerikansk naturligvis).

Det kan man nu sagtens affinde sig med, synes jeg, ligeledes kan man også sagtens leve med den vildt komplicerede og spegede historie, men det irriterer i hvert fald mig grænseløst, at man vælger at starte den danske udgivelse midt inde i en serie.

Desværre er det ikke første gang, man gør sådan i Danmark, og man kan kun håbe på, at forlaget vælger at udgive de foregående bind i serien, så man kan få lidt mere af forhistorien fyldt på.
Historien og plottet er der nemlig ikke noget i vejen med, og Gary Franks meget detaljerede og spændende tegnestil passer fortrinligt ind i fortællingens univers.

Bogdetaljer

Forlag
Roskilde : G. Floy Studio
Oversætter
Steffen P. Maarup
Faustnummer
26673453
ISBN
9788791630323
Antal sider
0

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer