Snefald

Fantastisk lille roman om tab, sorg, skyld og savn skrevet af en debutant med ordet i sin magt.

”For det var, som om lægens ord havde trængt hende så langt ind i sig selv, til hun var stødt på en mental dør, hun ikke havde vist fandtes, og så var hun smuttet ud gennem den og var blevet helt ude af sig selv”

Man følger en håndfuld mennesker der, på bare ét koldt og snefyldt døgn, får sammenflettet deres livsskæbner, da de støder på et nøgent, skrifttatoveret kvindelig på en kirkegård. Jøden Hannah der kæmper med en skyld så stor, at hendes tro er blevet fortrængt. Anna der er forsvundet i sin sorg over sit døde spædbarn. Martin, tidligere Jehova og præget af en barndomskammerats død, der kunne være afværget. Og den ensomme obducent Carl, der har døden som trofast følgesvend.
Døden er allestedsnærværende – ikke bare den fysiske død, men også al tings død, som kan generere nyt håb og nyt liv.

At forfatteren er cand. mag i nordisk sprog kan ikke overraske dem der læser denne helt igennem smukke og insisterende roman på bare 176 sider: lyrik i prosaform. Hver side driver af ord der forløser og begejstrer. Der eksperimenteres og jongleres, og ordene hopper og danser og skaber sit eget liv.

For nogen kan de mange kringlede sætninger og legen med ord måske umiddelbart give indtryk af højtravende og utilgængelig prosa. Men når man finder ind i rytmen, så åbner der sig en hel billedverden, og man læser hypnotiseret videre til sidste side er vendt.

Det er svært at beskrive bogen med netop ord da de simpelthen flyder sammen og skaber farvestrømme og følelsesfloder der gør at man bliver totalt opslugt i dens univers. Men pokkers fabelagtig, dét er den!