Bog

Skyldens farver

Af (
2011
)

Anmeldelse

Skyldens farver af Gisa Klönne

07 mar.11

Velskrevet tysk krimi af den mere dystre slags, men befriende med et anderledes og forfriskende alternativ til strømmen af danske og nordiske krimier.

Efter begivenhederne i ’Nat uden skygger’, hvor Judith nær var blevet dræbt og slog en morder ihjel, er hun sygemeldt. Hun kæmper ikke alene med at få has på sine traumer og komme tilbage til arbejdet men har desuden også en truende disciplinærsag hængende over hovedet.

En mand iklædt præstekjole findes myrdet på en kirkegård. Det viser sig nu, at han ikke er præst, men læge, og han var klædt ud i forbindelse med karnevalsfestlighederne i byen. Kort efter myrdes dog en rigtig præst. Judith ser ”præstemordene” som sin chance til at vende tilbage, men det viser sig hurtigt, at det ikke er nogen let sag at starte med. Tilsyneladende er der overhovedet ingen forbindelse mellem de to ofre, og samtidig er den katolske kirke god til at holde på sine hemmeligheder. Politiet møder kun bortforklaringer og fortielser ikke bare fra kirken og præsteseminariet, den tilknyttede sjælesørgerlinje, hvor den myrdede præst var chef, men også hos goth-pigen Bat, som er sikker på at hendes bedste veninde blev myrdet for år tilbage.

Gisa Könne er et spændende bekendtskab. Ikke alene skriver hun godt, men hun er også rigtig ferm til at skrue en kompliceret handling sammen. Samtidig formår hun at inddrage moralske og samfundskritiske temaer i sin historie, og det gør hendes krimier til meget mere end ren underholdning.

Hendes personer er overbevisende skildret og fremstår lysende klart for læseren, og det er i den grad forfriskende, at hendes helte er sårbare og problemfyldte mennesker - som alle andre.

I denne bog er det i høj grad den katolske kirke og dobbeltmoral, som står for skud, men også almenmenneskelige problematikker som synd, skyld, familie og især fraværet af en far spiller en afgørende rolle.

Som nævnt er historien dyster, skæbnetung og sørgmodig, men det ødelægger dog ikke indtrykket af en rigtig fin krimi.

’Skyldens farve’ er 4. bind i serien med kriminalkommissær Judith Krieger, Manni Korrzilius og deres kollegaer ved kriminalpolitiet i Køln. Serien bør dog læses i den rigtige rækkefølge, fordi der er mange henvisninger til tidligere oplevelser.

Bogdetaljer

Forlag
Modtryk
Oversætter
Michael Krefeld
Faustnummer
28615973
Graphic
Henrik Koitzsch
ISBN
9788770535809
Antal sider
336

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer