Skønhed er et sår

Indonesien op gennem det 20.århundrede fortalt i en blanding af facts, slægtshistorie, magisk realisme, humor, dampende sex og vild brutalitet.

Den franske avis ’Le Monde’ mener, at forfatteren er en værdig kandidat til Nobelprisen, og denne indonesiske historie er da også besættende at læse. Første kapitel begynder med ordene ”En eftermiddag i en weekend i marts rejste Dewi Ayu sig fra sin grav efter at have ligget død i enogtyve år”. Det er en indledning, der vil noget! Og sådan fortsætter historien frem og tilbage gennem årtierne, hvor vi følger Dewis vej fra kolonitidens hollandske barndomshjem over japanernes besættelse, gennem demokrati, militærkup og kommunistdrab op til omkring århundredeskiftet. Dewi Ayu lever et liv som den smukkeste hore i den fiktive lilleby Halimunda på Javas sydkyst. Vi følger også hendes fire døtre og de mænd, der krydser deres vej på forskellig vis.

Dewi Ayu er en overlever, hun vælger at blive på Java, da hollænderne sendes hjem efter den brutale japanske besættelse. Selv er hun af blandet blod men voksede op hos sine velhavende, hollandske bedsteforældre. Hun er barn af halvsøskende, nemlig bedstefaderens datter med en indonesisk konkubine og bedsteforældrenes fælles søn. De elskende halvsøskende efterlader hende hos bedsteforældrene og stikker af til Amerika. I den japanske krigsfangelejr udvælges de kønneste piger til at drive et luksusbordel for de trængende japanske soldater, og således spores hun ind på et erhverv, der viser sig at være særdeles givtigt for hende i den lille by. Vi følger mange andre personer bl.a. partisanen Shodancho, kommunisten kammerat Kliwon og en hel del andre personer i byen, der gennemlever besættelse, befrielse, demokrati, militærkup osv.

Jeg læste bogen med stor fornøjelse, men jeg vil bestemt råde læserne til lige at læse lidt op på Indonesiens historie, hvis man ikke har den præsent. Selv synes jeg, det var ekstra interessant at læse om Java og Indonesien, fordi min nu for længst afdøde svigerfar voksede op på Java, hvor hans far byggede jernbaner for hollænderne i 1920erne. Her fik jeg sat lidt baggrund på hans fortællinger derfra. Jeg savnede en ordliste og en årstalsliste, og det er også en ret svær kunst at holde rede på de mange historier, så det er ikke en bog, man læser hurtigt.

Som sagt er bogen i passager både voldelig og brutal og vildt usandsynlig, men jeg læste den med fornøjelse. Den vil absolut være noget for læsere af Garcia Marquez, og jeg kom også til at tænke på Eugen Ruge: I tider med aftagende lys, der beskriver en russisk-østtysk familie også med den brutale verdenshistorie som afgørende for deres liv og også med masser af humor. Den var også, som så mange andre perler, udgivet af Batzers Forlag.