Skilleveje : dansk udenrigspolitik i 250 år

Et fagligt velfunderet og velskrevet jubilæumsskrift, der koncentrerer sig om 12 skelsættende begivenheder i dansk udenrigspolitik fra 1770 til i dag.

Forfatteren er både historiker og diplomat med en lang, glorværdig karriere bag sig i udenrigstjenesten. Det giver bogen et anderledes og spændende perspektiv i forhold til de gængse historiebøger.

Ud over de historiske kendsgerninger gør forfatteren meget ud af at beskrive de forhandlinger, der har været ført. Han vurderer, hvad der er gået galt, når forhandlingerne ikke har været vellykkede, og hvordan de kunne have været grebet an på en bedre måde. Ofte er tingene løbet af sporet, når kongen og regeringen har holdt fast i en dårlig strategi, men der er også eksempler på, at regering og diplomati har trukket på samme hammel og opnået gode resultater.

Forfatteren koncentrerer sig om hovedlinjerne i dansk udenrigspolitisk historie med hovedvægten på vores egen tid og beskriver Udenrigsministeriets udvikling efter oprettelsen i 1770. Det er blevet til 12 konkrete nedslag i historien. I alle tilfælde har meget stået på spil for Danmark: landets eksistens, dets udstrækning og dets placering i Europa og verden.

Norge gik tabt i 1814, fordi kongen stædigt holdt på den forkerte hest (Napoleon). Staur vurderer, at landet kunne være blevet udslettet, hvis ikke et dansk diplomati havde manøvreret så dygtigt på Wienerkongressen, men Danmark var nu reduceret til en småstat. I 1864 gik det galt igen pga. national selvovervurdering, og først i 1920 blev der rådet bod på miseren ved en langtidsholdbar fastlæggelse af grænsen efter nationalitetsprincippet.

At småstaten Danmark er helt afhængig af at være en del af et europæisk og internationalt samarbejde med NATO, FN og EU belyses i kapitlerne om tiden efter 1945. Danmarks rolle har ikke altid været lige heldig, som f.eks. landets deltagelse i Irakkrigen uden et klart FN mandat. Bedre klarede landet sig som primus motor i at få de baltiske lande med i EU, ikke mindst takket være et dygtigt diplomatisk arbejde. Håndteringen af Muhammedkrisen beskrives, og bogen slutter med FN’s klimatopmøde i København i 2009.

Bogen giver et godt indtryk af vilkårene for Danmarks udenrigspolitik gennem tiderne med en særlig understregning af diplomatiets rolle. Politikerne afstikker rammerne, og diplomatiet skal så manøvrere inden for de givne rammer og opnå det bedst mulige resultat for Danmark. Det kræver dygtige, erfarne og velskolede diplomater. Bogen er klart disponeret, og selv om den er fagligt velunderbygget, er den skrevet så levende og interessant, at enhver med interesse for emnet kan være med.