Anmeldelse
Sensommeren af Aggi Jensen
- Log ind for at skrive kommentarer
Berigende erindringer fra et liv som baggårdsbarn med drømme og fremragende overlevelsesevner. Aggi oplever igen kærligheden og indgår et nyt ægteskab i en absolut moden alder.
Aggi Jensen fortæller i denne tredje del af sine erindringer om tiden efter sin ægtefælle Eriks strenge sygdom og død. De havde været gift i mere end fyrre år og havde altid holdt overordentligt meget af hinanden og støttet og udviklet hinanden.
Erik kom til at lide af Parkinsons syge og blev dement. Det fjernede ægtefællerne fra hinanden, ikke kun psykisk men også fysisk, idet Erik boede på plejehjem i sine sidste år. På trods af det lange sygdomsforløb kommer døden som et chok.
Aggi har fået et netværk på plejehjemmet og møder her Kai, som bliver chauffør for hende, når hun skal holde foredrag om sine bøger. Foredragene finder sted i foreninger, på biblioteker og på plejehjem, hvor Aggi beretter om sit liv, sådan som hun har beskrevet det i erindringsbøgerne. Det er meget personlige foredrag, som giver Aggi anledning til igen og igen at bearbejde sit liv og sin sorg, og som giver tilhørerne megen glæde og genkendelse med længere diskussioner i forbindelse med foredragene.
Kai på 80 år bliver Aggis nye ven. De lærer hinanden grundigt at kende på de lange køreture, og slutteligt gifter hun sig med ham.
"Sensommeren" handler om det for begge parter meget givende nye ægteskab. Om familiernes positive reaktioner og andres forundring og måske forargelse, og om det at skulle vænne sig til en ny person meget tæt på i hverdagen.
Aggi anvender et let og flydende sprog, og det er en fornøjelse at læse bogen. Hun beskriver grundigt og altid vedkommende og med humor sit liv med den nye mand. Han er et varmt og venligt menneske, som med megen forståelse for Aggis specielle baggrund går ind i deres fælles samliv. Aggi refererer ofte til sine tidlige, tragiske oplevelser fra en fattig barndom med det misbrug, hun blev udsat for, som det stærkeste omdrejningspunkt.
En dejlig positiv beretning om forfatterens vilje og evne til at komme videre med sit liv også efter alvorlige traumatiserende kriser. Aggi Jensen fortæller noget om kærlighed og ældre mennesker, og måske er bogen her mest intens. "Sensommeren" er en både berigende og fornøjelig læseoplevelse.
De foregående bind af Aggi Jensens erindringer er "Baggårdsbørn har også drømme", 2000, og "Kærlighedens styrke", 2002.
Høst & Søn, 2005. 158 sider. Kr 199,-
Brugernes anmeldelser