Scenen er din - til Amalie - fra mor til datter

Kedelig, tom og selvmodsigende. Biografien om Amalie Szigethy, skrevet af hendes mor, er desværre langtfra så pudsig og underholdende som det 22-årige realityfænomen, når hun optræder på tv.

Hvis man siger ”Amalie og hendes mor”, vil mange danskere vide, hvem man taler om. Den kønne, forkælede men ikke altid lige begavede Amalie Szigethy er blevet et reality-fænomen, og de fleste kender hende fra tv og diverse sladderblade. Nu er der så blevet begået en bog om Amalie, og i biografien ’Scenen er din’ er det Amalies mor, Charlotte Lytton Kejser, der skriver om sit eget og datteren Amalies liv.

Charlotte fortæller både om sin egen baggrund og om en ungdom, der blev levet i det høje gear med jetset-venner og party i udlandet, og hun beskriver Amalies barndom og den modgang, hun mødte i skolen og senere ved de utallige forsøg på at slå igennem med ”et eller andet”.

Amalie var allerede som barn fast besluttet på at blive kendt. Da det ikke lykkedes at slå igennem med sang, meldte hun sig til Paradise Hotel, som blev hendes store gennembrud som reality-person. Her blev hun kendt for sine sprogblomster som ”du klæder dig som en russisk roulette”, men også for sin lovestory med Peter Birch. Tilbage i Danmark blev Amalie og Peter et kendt par, og Charlotte beskriver den frustration, hun følte som mor, over at Amalie var på Paradise Hotel og over det usunde forhold til Peter, som viste sig at være voldeligt.

Amalie Szigethy er vel det, man med rette kan kalde ”et reality-fænomen” på linje med for eksempel Sidney Lee og den homoseksuelle Gustav. De er alle personer, der er blevet kendt på at være ”sig selv” (hvis det altså er det de er!?), og ikke fordi de kan synge, spille skuespil eller har andre talenter. Ofte kan jeg føre samtaler med personer, som siger ”reality – sådan noget lort ser jeg ikke!”, men sjovt nok kan de fleste så alligevel tale med om, hvad der skete i sidste afsnit af ’Familien fra Bryggen’ eller ’Divaer i junglen’.

Jeg skal være den første til at rejse mig og sige: ”Jeg hedder Merete, og jeg er reality-afhængig”, men når det er sagt, vil jeg også sige, at grænsen må gå et sted, og for mig har det været ved denne bog. Jeg har holdt af at se programmerne om Amalie og hendes mor på tv, jeg har moret mig og været godt underholdt, men denne bog er både kedelig, tom og selvmodsigende. Charlotte Kejser skriver, at hun er ligeglad med, hvad andre mener om hende som mor, men samtidig er denne bog ét stort selvforsvar. Hvorfor? Det burde jo netop være unødvendigt med den livsindstilling.

Jeg vil til hver en tid glæde mig til at se mere om Amalie på tv, jeg synes, at hun er pudsig og underholdende, men vent dog med at skrive en biografi, indtil der faktisk er noget at skrive om! Og det kommer der først den dag, man er et stykke ældre end 22 år.