Anmeldelse
Samtaler jeg har haft med min kone
- Log ind for at skrive kommentarer
Et tilfældigt møde ændrer livet for Anders på et sekund. Han bliver skilt fra sine børns mor og gifter sig med Carmen og kaos. For alle der interesserer sig for forelskelsens mærkelige logik.
En vinteraften møder Anders Carmen foran børnenes musikskole, de forelsker sig vildt i hinanden, men hvad er det med Carmen? Hun lader sig ikke fastholde. De gifter sig, men på bryllupsrejsen bliver hun mystisk syg. Man fornemmer, at hun ikke kan have et andet menneske for tæt på, i hvert fald ikke i længere tid. De bor hver for sig, det er de enige om for børnenes skyld, men de ses endnu mindre, da de er blevet gift. I det hele taget er ægteskabet et langt drama med adskillelse og genforening.
Hvorfor må Anders ikke møde Carmens familie, hvorfor holder Carmen aldrig en aftale, og sådan er der en lang række spørgsmål både for Anders og læseren. Anders beslutter at skrive deres samtaler og skænderier ned, så han kan dokumentere dem og måske afdække, hvilken hemmelighed Carmen bærer på. Ud over disse samtaler får vi også et indblik i Anders’ anklager mod sig selv. Skilsmissens evige pris overfor børnene, noget der aldrig kan heles i deres verden, er grum læsning.
Bogen er en lang selvudlevering, ganske sikkert selvoplevet, i hvert fald delvist. Som tilskuer tænker man uvilkårligt drop hende dog, det er alt for hårdt. Men Anders er forelsket og tilgiver igen og igen, og sådan går forholdet frem og tilbage i årevis, måske stadigvæk?
Dette er en fornem roman om en midtvejskrise, et langt ægteskab med børn og arbejde, der er gået dødt, og forelskelsens høje pris. Alle der har været i nærheden af forelskelse, midtvejskrise og skilsmisse, vil suge denne bog til sig. Man kan ikke andet end at blive dybt berørt af den. Selvom man også bliver irriteret på både Anders og Carmen og tænker, at de skal tage sig sammen. Og at der er så mange alvorlige problemer i verden, hvorfor så køre sådan rundt i et tåbeligt parforhold og en manisk forelskelse. Men det gør man som læser gerne, for vi er her nede i noget meget almenmenneskeligt og genkender os selv.
Anders Klarlund er filminstruktør og forfatter. Han har skrevet en række meget læste krimier sammen med Jacob Weinreich under pseudonymet Kazinski, og man fornemmer klart et filmisk aftryk på plottet her.
Brugernes anmeldelser