Samira & Samir

Roman om en afghansk pige, der bliver opfostret som dreng og får store problemer, da hun er ved at blive voksen.

Samiras far er kommandant og kriger i de vilde Hindukush-bjerge.
Han tager det for givet, at hans førstefødte bliver en dreng, men ak, det bliver kun en pige. Han nænner dog ikke at ombringe hende, men beslutter, at hun skal opdrages som hans søn Samir, og pigen lærer også alle de mandlige, krigeriske færdigheder. Da faderen dør, og moderen mister forstanden, påtager hun sig straks ansvaret for deres overlevelse i den barske, brutale, mandsdominerede verden. Men da både hendes bedste ven og hans søster forelsker sig i hende, da hun er ved at blive kønsmoden, kommer hun ud i nogle svære situationer og valg; skal hun fortsætte med at udgive sig for Samir eller sætte sin frihed på spil og blive pigen Samira.

Bogen rummer både realistiske scener fra det fattige nomadeliv og elementer af eventyr, og sproget er poetisk og originalt. Et eksempel:
”Daria ser sit barn, finder sin forstand, fortryder stenordene.
Fortryder dem for sent. Hendes ord er en gloende varm, tung sten, lander i hendes barns hjerte, bygger rede der. Bliver. For altid. Dagene bliver til fugle, samler sig, flyver op og derfra. Forsvinder. For altid. Morens stenord bliver, Samira lægger ikke mere hovedet i morens skød”.

Bipersonerne er derimod ofte skildret kun med faste adjektiver som den venlige hr. lærer eller den ækle grønthandler, og så er de bare venlige eller ækle.

Det er en interessant og original bog med sin egen sprogtone. Den er fra 2003, og forfatteren er en iransk dokumentarfilminstruktør, der tidligere har skrevet ’Gud kommer kun til Afghanistan for at græde’. Sådan er det vel stadig i det krigshærgede, ludfattige land med den ekstreme kvindeundertrykkelse