Anmeldelse
Sameland af Magne Hovden
- Log ind for at skrive kommentarer
Find dit indre rensdyr i Sameland, hvor Roy og Leif byder velkommen med joiken, lavvuer, vodka, åndemaneri og lejrbål.
Roy og Leif er venner, arbejder ved postvæsenet og er altid på udkig efter en ny forretningsidé, der kan gøre dem rige ved mindst mulig indsats. De får ideen at starte en forlystelsespark for intetanende turister, hvor man kan komme i kontakt med sit indre rensdyr og leve som same i et døgn. Selvfølgelig har ingen af dem begreb om hvad samekultur er, og snart er eventyret skudt i gang.
Handlingen finder sted i og omkring Kirkenes i grænselandet mellem Norge og Finland. Udkantsnorges kultur og udfordringer berøres på humoristisk vis, herunder forholdet mellem samere, nordmænd og finnere. Hovden portrætterer et til tider trist samfund, der er gået i stå, og hvor man må gribe chancen når og hvis den overhovedet byder sig. Der køres på med fordomme og clicheer: blåøjede turister, fulde finnere, hævntørstige samer, arbejdsløse nordmænd, et oplevelsessamfund der prostituerer sig selv i jagten på profit osv.
Det hele går (selvfølgelig) op i hat og briller for Roy og Leif og det samme kunne man fristes til at sige om romanens handlingsforløb, som er den ene absurde hændelse efter den anden uden meget til at binde historien ordentligt sammen. Personskildringerne er ensidige og minder for meget om hinanden i beskrivelsen - jeg havde til tider svært ved at skelne de forskellige personer fra hinanden på grund af manglende dybde i karakteristikken.
Sameland har nogle fællesnævnere med landsfællen Erlend Loes forfatterskab: rodløse mænd, absurd humor, et indblik i norsk kultur og en samfundskritisk holdning skjult mellem linjerne. Ved sammenligning taber Hovden med flere længder til Erlend Loe. Hvor Loe er lavmælt morsom og finurlig i sit sprog, ender Hovdens krampagtige forsøg på at levere absurd humor i en lang række platheder med laveste fællesnævner. Det hele er bare for eksplicit og uskønt.
Der ér ansatser til ”god værkstedshumor” i ’Sameland’ og forlægget er godt tænkt men det halter med udførelsen. Dette er Hovdens debut og lad os håbe at han finder melodien i sin næste roman.
I bogen er der til lejligheden opfundet spillet ”Find dit indre rensdyr” og ligeledes er PR-siden sameland.net at finde på nettet.
Brugernes anmeldelser