Rudi og jeg

Hosea Dutschke har skrevet en personlig bog om sin far med klare budskaber til alle, der er åbne for input eller vil blive klogere på 60’erne og 70’erne.

Ungdomsoprørets store tyske stjerne blev far første gang i 1968 til sønnen Hosea. Samme år i påsken blev han hårdt såret af skud efter et attentat, hvis eftervirkninger han døde af i 1979, hvor han var bosat med sin familie i Århus. Hosea reflekterer i denne bog over livet med og arven efter Rudi.

Det er blevet en meget personlig beretning, hvor Hosea bruger dagbøger, notater, kilder til at beskrive tiden fra 1968 og frem set gennem barnets øjne. På den måde får han tegnet et billede af hele ungdomsoprøret, Vietnambevægelsen og det venstreorienterede miljø, men set gennem familiens optik.

Det giver et nyt billede af Rudi Dutschke som en mand med et voldsomt politisk engagement, men også et passioneret familiemenneske – og de to ting var aldrig adskilt.

Meget gribende er parallelbeskrivelsen af Hoseas udvikling fra baby til barn og Rudis genoptræning og tilbagevenden til en nogenlunde normal tilværelse. Grumt er det også at læse om de hadefulde angreb, der fortsatte efter attentatet.

Det er et stykke tysklandshistorie, men meget mere end det. Hosea Dutschke er meget fragmenteret i sin stil i store dele af bogen, men bliver mere stringent i beskrivelsen af livet efter faderens død, hvor han dels er uhyre opmærksom på at leve med sin familie tro mod idealerne og dels prøver at udleve nogle af dem som topembedsmand i Aarhus kommune. Et job, han ser som en forlængelse af faderens kamp for at styrke demokratiet.