Requiem for en kornmark

Ni lyriske noveller med melankoli, sanselighed og humor udgør tilsammen små skrøbelige portrætter af mennesker, der er i færd med eller har taget afsked med noget.

Et samlende element for Ditte Steensballes noveller er ordet requiem – en messe for den eller de afdøde - som bruges i titlen og titelnovellen, men som gennemsyrer samlingens stemning. De afdøde tager form som erindringer, dyr, planter, steder eller personer. Hovedpersonerne befinder sig mellem en afsked og en begyndelse.

Samlingens første novelle ’Afløb’ er en tyvs selvportræt eller selvskrevne nekrolog, som denne leger med. Novellen er et fint eksempel på, hvordan man kan kombinere kendte talemåder, tankemylder og lyrisk sprog, som det også lykkes i størstedelen af novellerne. Der er altid mindst én sætning eller stemning, som sidder fast i mig efter hver novelle. I ’Afløb’ er det denne: ”Jeg sender en tanke til én, jeg holder af. Som barn smed hun et utal af slikkepinde ind ad Guds brevsprække, ind gennem den store, tunge kirkeport, fordi hun tænkte, at han derfor ville se med milde øjne på hendes synder.”

I novellen ’Søsters hus’ beskrives et menneskes opløsning på fineste og tragiske vis. Den melankolske stemning er et andet gennemgående element i samlingen. Den kommer gerne til udtryk i de afstande, der er mellem mennesker – i en forgæves søgen efter at være et socialt menneske i verden. De tunge stemninger afløses af mere surrealistiske indfald i fx novellen ’Karins Camp’, hvor en kvinde vil samle alle de mænd, hun har været sammen med til en fest. Det er en finurlig novelle.

Steensballe skriver med et lyrisk sprog, derfor er det sætningerne og stemningerne, der står tydeligst tilbage. Hovedpersonernes færden gennem fortællingen er båret af indskydelser, og novellerne kan derfor læses som små tankerækker eller undersøgelser af ét bestemt fænomen i verden. To af sådanne sætninger fra to forskellige noveller tjener som eksempel: ”Jeg savner et øjeblik, der binder alting sammen.” og ”Jeg skal hjem til min karklud.” Eksemplerne viser også, at novellerne spænder fra de eksistentielt tunge emner til mere humoristiske opsving.

Kun ganske få gange i løbet af læsningen flakkede mit blik, der ellers var fanget og søgte efter den næste sproglige perle, som med lysende klarhed skildrer mennesker et underligt sted i deres tilværelser.