Anmeldelse
Portae Vitae af Lars Berg Møller
- Log ind for at skrive kommentarer
Anderledes og særdeles interessant bog, især hvis man interesserer sig en smule for filosofi og begrebet om al tings samhørighed.
Det var med spændte forventninger, jeg åbnede Portae Vitae med genrebetegnelsen ’reaktorroman’. Jeg havde kort forinden set bogen i vinduet hos en boghandler i Aalborg og stødte på den senere, da en kollega viste mig den med ordene: ”Forfatteren påstår, at man kun behøver at læse denne ene bog. Så ved man det hele”. Hvis ellers denne person har opfattet forfatterens ord korrekt, må man sige, at det er store ord. Jeg kan fristes til at tro, at Lars Berg Møller måske har haft en anden mening. Men min nysgerrighed var vakt og forventningerne skruet i vejret, da jeg modtog bogen. Forventningerne blev delvis indfriet. Det er en både meget anderledes og særdeles interessant bog, især hvis man interesserer sig en smule for filosofi og begrebet om al tings samhørighed.
Nok indeholder undertitlen genrebetegnelsen ’roman’, og nok er bogens ramme en fiktionsfortælling, men det vil alligevel være forkert at læse bogen udelukkende som en roman. Det er i højere grad en vision – et moderne Utopia uden at den bør kaldes en utopi. Visionen går på, at der i en nær fremtid er bygget en by et sted i Nordjylland. En by hvor mennesker af forskellig politisk, religiøs, filosofisk etc. observans kan mødes, forske og diskutere uden forudfattede holdninger. Og hvorfor lige Nordjylland? Fordi forfatteren mener, at Norden har en række kvaliteter som et samlende punkt, hvor netop demokrati, ytringsfrihed osv. står stærkt.
Bogens fortælleramme er historien om fire generationers forhold til byen og idéen om byen: Oldefaderen er tvivleren og modstanderen, der gennem sin personlige odysse når frem til en afklaring omkring byen. Bedsteforældrene, som har deltaget aktivt i processen omkring byen, og som i bogen er i gang med at introducere barnebarnet, ”Pigen”, til byen og ideologien bag. Pigens forældre, som er separeret, og hvor især moderen lider af et katastrofalt mindreværd i forhold til sine forældre, mens faderen kun omtales perifert. Det meste af bogen handler dog om den 10-årige piges rejse sammen med bedsteforældrene til Byen og hendes guidede tur gennem byens mange rum og symboler og disses betydningslag.
Læser man bogen som en roman, kan man have mange indvendinger. For eksempel om en 10-årig pige kan være så modtagelig for så meget visdom. Og en ting, der irriterede mig en del: Når nu bogen omhandler Vendsyssel, og en stor del af byerne er omtalt på en måde, der for den stedkendte vækker genklang, hvorfor nævnes de så ikke ved deres navn? Læsere, der ikke har noget kendskab til området, må enten føle sig frustreret eller ligeglad. Jeg var i hvert fald ikke ligeglad med de steder, jeg ikke kunne genkende.
Bogens budskab er meget sympatisk, og dens grundlæggende vision er værd at forfølge, men den efterlader også en del ubesvarede spørgsmål. Jeg kunne for eksempel godt have tænkt mig at vide lidt mere om styringen af et bysamfund, som Lars Berg Møller beskriver. Men måske vil der komme mere information af den type på hjemmesiden for den gruppe, der står bag ideen om Portae Vitae.
Brugernes anmeldelser