Placebo

Afprøvning af ny medicin og magtmisbrug er en dårlig cocktail. Ansvaret kastes rundt, og tvivlen kommer de onde til gode.

Psykiateren Maria involverer sig selv i sin ven Jørgens død, da hun har mistanke om, at han er blevet myrdet. Der er dog mange ting, som peger på det modsatte. Han er ansat på et hospital, hvor han som forsker og læge er med i afprøvningen af et nyt medikament, som omtales som et mirakelmiddel mod forskellige psykiske lidelser. En af patienterne i forsøget døde på en underlig måde, og det selvom han fik placebo, og altså ikke Synopax, som præparatet hed, og som havde ganske mange grimme bivirkninger. Det var dette Jørgen forsøgte at finde ud af, da han pludselig blev fundet druknet.

Marias engagement i sagen involverer en del andre personer, men hun arbejder godt på egen hånd. Og det er en roman, hvor der sker noget hele tiden, og den er lidt hæsblæsende indimellem.

’Placebo’ rummer, ud over meget andet, gode miljø- og personbeskrivelser, hvor især Maria beskrives godt. Maria er en dejlig, speciel pige, hun sidder i kørestol pga polio, men alligevel kan hun komme frem overalt, hun er ikke bange og prøver hele tiden at flytte sine grænser.

Medicinalindustrien sættes under luppen, og der sættes spørgsmålstegn ved om det virkelig kan handle mere om penge end mennesker og de bivirkninger, de udsættes for. Bivirkningerne dysses ned til ingenting, og alt virker meget korrupt

’Placebo’ er forfatterens første roman. Den er hurtigt læst, og man kan godt fornemme at Lars Olesen, som er læge, er godt hjemme i de lægelige termer. Det er synd for romanen og læseren, fordi det generer læsningen, og man kommer til at springe lidt hurtigt igennem de passager, ikke mindst fordi ordene ikke er forklaret.