Bog

Piraterne i Port Royal

Af (
2012
)

Anmeldelse

Piraterne i Port Royal af Michael Crichton

30 jul.12

’Jurassic Park’-forfatteren præsenterer et actionmættet sørøvereventyr i det Caribiske Hav år 1665 for læsere med hang til bloddryppende spænding.

Ved den spanske fæstningsø Matanceros i det Caribiske Hav, ikke langt fra de Dansk Vestindiske Øer, ligger et fragtskib for anker. Skibet er spækket med rigdomme fra Den Ny Verden og venter på eskorte hjem til Spanien. Året er 1665, og supermagten Spanien sidder tungt på kolonierne, men opkomlingen England vil også have sin bid af kagen.

Kaperkaptajnen Charles Hunter og guvernøren på den engelske koloni Jamaica, James Almont, planlægger i al hemmelighed at erobre det spanske fragtskib. Kapervæsenet lever godt i Caribien og er en statsgodkendt form for pirateri, hvor stat og private skibe deler udbyttet – på den måde er spanierne travlt beskæftiget med at holde pirater på afstand, så Jamaica med hovedbyen Port Royal ligger som en knytnæve midt i den spanske dominans.

Charles Hunter samler sig et gudsbenådet mandskab ombord på skibet Cassandra og drager ud på et togt, der i bedste eventyrstil udfordrer de garvede sømænd til det yderste. Nok er skurkene og heltene unuancerede djævle, der kæmper på liv og død, men spændingen er gennemført og begivenhederne gribende, så man nødigt lægger bogen fra sig.

Forrest i romanen er der anbragt et kort over det Caribiske Hav med de vigtigste øer, så læseren kan følge besætningens farefulde rejse. Michael Crichton, mest kendt for ’Jurassic Park’, er en spændingens mester, men har også denne gang skrevet en gennemresearchet roman med styr på både historiske og maritime detaljer.

Michael Crichton døde i 2008, og romanen udkom posthumt i 2009. Samme år købte Steven Spielberg rettighederne til at filmatisere manuskriptet, og her er virkelig potentiale til en voksenpendant til Disney-klassikeren ’Pirates of the Caribbean’.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Arne Keller
Faustnummer
29406111
Graphic
Kristian Nordentoft
ISBN
9788771290233
Antal sider
286

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer