Anmeldelse
Pianostemmeren af Daniel Mason
- Log ind for at skrive kommentarer
Et kostbart flygel af mærket Erard i Burmas fugtige jungle i året 1886 og en pianostemmers rejse og udvikling på flere planer, et glimrende oplæg til en underholdende roman.
Anbefalet af bibliotekar Kirsten Skovgaard Hansen, Allerød Bibliotek
Lån bogen på
Vi møder hovedpersonen, den stilfærdige og pertentlige pianostemmer en tåget dag i London. Han er ekspert i alt, hvad der vedrører en bestemt type flygel af mærket Erard.
I sin egenskab af specialist bliver han kontaktet af det engelske krigsministerium og anmodet om at tage til Burma for at stemme et flygel, der befinder sig i den krigshærgede jungle. Ejeren, en excentrisk stabsoverlæge med tilpas gode politiske kontakter til de oprørske stammer, ønsker sit flygel stemt, og pianostemmeren tager af sted.
Læseren følger med på rejsen gennem Europa, Mellemøsten og Asien via begejstrede breve, som han sender hjem til konen.
Kontrasten mellem hans tidligere kontrollerede liv og mødet med det kaotiske, farvemættede og sanselige er påfaldende, og han bliver fortryllet af mystikken, skønheden og en smuk kvinde. Samtidig bliver han trukket ind i et politisk spil, han ikke har mulighed for at gennemskue.
Daniel Mason har som lægestuderende opholdt sig en periode på grænsen mellem Thailand og Myanmar for at forske i malaria og videregiver i romanen et indgående kendskab til fauna og flora, som han formidler, så man virkelig fornemmer farver og dufte. En underholdende og tilpas mystisk roman.
På dansk ved Bente Kastberg. Lindhardt & Ringhof, 2003. 236 sider
Brugernes anmeldelser