Bog

Påskeøen

Af (
2014
)

Anmeldelse

Påskeøen af Torsten Granov

04 sep.14

Påskeøen med steder som Ranu Raku, Tongariki og Puna Pau. Navne, som sætter gang i fantasien om eventyr og opdagelse, kæmpestatuer og en lille ø langt ude i oceanet.

Lige det dér med den lille ø vil indbyggerne ikke være enige i. De kalder selv øen for Rapa Nui, som betyder ’Den store ø’ på øens polynesiske sprog. Påskeøen var det navn, som europæiske opdagelsesrejsende gav øen, da de fandt den påskedag i 1722. Øen er især berømt for de mange stenstatuer, som gennem århundreder har givet anledning til de mest fantasifulde teorier: Var det måske rumvæsener, der havde været på spil? Guddommelige magter? Eller havde øens beboere rådet over en hemmelig, ukendt teknologi til at håndtere de kæmpestore, tunge statuer?

Ingen af delene, fortæller Torsten Granov i sin bog om øen. Indbyggerne havde etableret et højt udviklet samfund med en sindrig teknik til at udhugge, transportere og opstille de mange store stenstatuer. Det krævede samtidig, at man kunne skabe de ekstra ressourcer, som var nødvendige for at brødføde alle dem, som arbejdede med statuerne – men der var altså hverken guder eller rumvæsener blandet ind i foretagenet.

Statuerne kaldes moaier, og de stod på stenplatforme, som hed ahuer. De havde deres storhedstid mellem år 1200 og 1500, hvor omkring 400 stenstatuer blev opstillet rundt om på øen. De var gennemsnitligt fire meter høje og vejede 10-16 tons. Deres funktion har været religiøs, og deres formål var at ære forfædrene. I løbet af 1600-tallet brød samfundet sammen med hungersnød og krig mellem øens klaner. Moaierne blev væltet, befolkningstallet faldt drastisk og øen blev et let bytte for europæiske kolonisatorer, blandt andet en fransk eventyrer, som i 1870 etablerede sig som fåreavler og forsøgte at udrydde de oprindelige beboere.

Øen er nu en del af Chile, dog med eget lokalt polynesisk sprog, selvstændighedsbevægelse og lokale kulturelle begivenheder, og en del af statuerne er blevet restaureret og kommet på fode igen. Det er ikke mindst sket for at honorere den stadigt stigende turisme, som i dag er øens vigtigste erhverv.

Det er en velkommen udgivelse, for vi har ikke andre fagbøger på dansk om Påskeøen end en enkelt børnebog og så Thor Heyerdahls klassiker fra 1959, Aku Aku. Torsten Granov er rejseleder, foredragsholder og driver rejsebureauet Cultours. Hans viden om Påskeøen er derfor både førstehåndskendskab og baseret på kilder og international forskning, så bogen giver et godt indblik i Påskeøens geografi, historie, samfund og kultur. Samtidig er teksten levende og illustreret med en masse flotte fotos - man får virkelig en ubændig lyst til at rejse derud.

Originally published by Marianne Majgaard Jensen, Litteratursiden.

Bogdetaljer

Forlag
Cultours
Faustnummer
51350006
ISBN
9788771293982
Antal sider
141

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer