Anmeldelse
På tur til planeterne
- Log ind for at skrive kommentarer
Et fyrværkeri af en billedbog om rummet med et stærkt grafisk udtryk og en vindende kombination af læring og underholdning.
Bogens graffiti-agtige illustrationer i neonfarver er en fest for øjnene, og fakta om vores solsystem bliver gjort lettilgængelige for børnehavebørn ved at give planeterne liv og personlighed.
'På tur til planeterne' egner sig til højtlæsning for alle børn, der synes rummet er spændende. Med sin meget iøjnefaldende stil, der er rig på kontraster, fanger illustratoren læserens opmærksomhed med det samme, og historien fortælles flydende på vers, hvor den sproglige leg og humor løfter den informationsrige tekst op over gennemsnittet. Bogens historie er ret enkel og handler om en pige, der tager sin lille hund med ud i rummet i en rumraket for at vise den, hvad de glitrende lys på nattehimlen i virkeligheden er.
Makkerparret starter med at tage op til solen, og efterfølgende besøger de alle planeterne, der hver især byder de rejsende velkommen. Både solen, planeterne og deres måner får ansigt og personlighed og fortæller om lige netop deres særlige kendetegn og egenskaber. Ved at tage læseren med helt tæt på, og ved at personificere planeterne og give dem karakter gøres de mere spændende, og informationen i teksten gøres letforståelig for bogens målgruppe. Det giver én lyst til at lære mere om rummet og særligt vores solsystem.
Da de færreste af os kan invitere ungerne med op i en rumraket, er dette et virkelig godt bud på, hvordan man kan komme lidt tættere på stjernerne. Med denne bog bliver barnet præsenteret for planeterne i vores solsystem og lærer deres navne og vigtigste egenskaber at kende på en sjov måde, der giver lyst til at lære mere. Og de fede illustrationer, der minder om farverig graffiti, er en sand fornøjelse at kigge på. Kan varmt anbefales til læsning med børn fra 3 år.
Brugernes anmeldelser