For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges

Underholdende og sorthumoristisk roman om en mands deroute. Forfatteren spidder nutidens velstandsnorge med samme elegance, som Brett Easton Ellis spiddede 80’ernes L.A .

Mød Krister Larsen. Fhv. selvstændig elektriker, fhv. dørmand, nu integrationspædagog med prolapser i ryggen. Krister kæmper en desperat kamp for at holde sammen på sit liv, men det er op ad bakke, når man har svært ved at styre sit temperament.

Det kørte ellers for Krister Larsen. Hans elektrikerfirma gik forrygende. Dejligt hus, Mercedes i garagen, og alt var fryd og gammen mellem ham og hustruen Marianne. Men efter at have ødelagt ryggen af uholdbare stillinger og et år i arbejdsløshed er han havnet som underviser for udlændinge på vej ind i det norske samfund. Dette er tydeligvis et prestigetab i nabolaget, hvor Kristers nærmeste kammerat, naboen og ejendomsmægleren Ole Petter, er konge.
Krister har svært ved at navigere socialt på sin nye arbejdsplads. Og så er der Yvonne, fysioterapeuten, som ordner ryggen og fortæller Krister, han har sjælelig dybde. Og hende russeren, der druknede i poolen, som han aldrig fik fortalt Marianne om. 

Krister er historiens jeg-fortæller, og man har fornemmelsen af at sidde overfor ham på en bar, hvor han fortæller sin livshistorie med særlig vægt på den sidste hårde tid. Krister viser sig at være fuld af gode undskyldninger selv for de værste beslutninger. Han er heller ikke helt god til at holde sig til en ligefrem historie, men hvem kan fortænke ham i at foretage en overspringshandling og begynde at fortælle om en all inclusive ferie til Tyrkiet for 10 år siden i stedet for den ubehagelige skueproces, han blev udsat for på arbejdet?

Efterhånden kan man godt blive lidt skeptisk overfor Krister Larsen. Fortæller han hele sandheden? Eller manipulerer han læseren for at stå i et så positivt lys som muligt? Underholdende er Krister i hvert fald, selvom det nok er en overdrivelse at sige, at man er i godt selskab.

Kyrre Andreassen spidder nutidens velstandsnorge med samme elegance, som Brett Easton Ellis spiddede 80ernes L.A i ’Under nul’. ’For øvrigt mener jeg at Karthago bør ødelægges’ er en forrygende læseoplevelse, og man følger med spænding Kristers vej mod den bitre ende.