Ordene de ikke siger til mig

De døves verden er en verden, meget få af os kender til. Veronique Poulain tager os med ind bag hjemmets fire vægge i sit fine familieportræt.

Personligt har jeg altid været betaget af de døves sprog og deres helt særlige verden. Når man er lidt af en sprognørd, er det fascinerende at betragte døve, når de kommunikerer med hinanden; hænderne der flagrer rundt, mimikken, der er så ekstrem i forhold til de talendes små ansigtstrækninger. Men hvordan er det at vokse op som et hørende barn i en familie med to døve forældre? Det har den franske teaterkvinde Veronique Poulain skrevet en meget fin og tankevækkende lille bog om.

En roman er det ikke, for det er hendes egen opvækst, hun beskriver. En selvbiografi er det nok heller ikke, dertil er den for kort og for udetaljeret. Men det er et kærligt portræt af to mennesker, som har gjort deres bedste for at tackle opgaven som forældre, selvom de ikke har haft samme vilkår som andre. Veronique Poulains forældre er nemlig totalt døve begge to. I bogen beskriver Veronique, hvordan hun skiftevis har været flov og stolt over dem. Og hvordan hun har savnet at tale med dem og været træt af stilheden i hjemmet. Som læser får man et godt indblik i de døves verden og ikke mindst i tegnsprogets opbygning. Et sprog fyldt med sjove nuancer (fx i navnene på folk: Francois Hollande, der først hed tegnet for Holland, men da han blev præsident ’skiftede navn’ til tegnet for to vorteagtige knopper i hans ansigt!) og samtidig ret firkantet, da verber ikke har tider, og sætninger let får et kommandoagtigt præg.

’Ordene de ikke siger til mig’ er ikke noget litterært mesterværk, men det er givetvis heller ikke bogens ærinde at sprudle sprogligt eller dyrke diverse spændingskurver. Det er en ærlig og indfølt beskrivelse af et liv, få mennesker kender til eller i det hele taget skænker en tanke. Jeg blev grebet af bogen, som nok er lille i omfang, men som gav mig stor, ny viden. Jeg kunne selvfølgelig have læst en fagbog om emnet, men Poulains familieportræt kan meget mere, for forfatteren serverer facts om emnet hele vejen igennem bogen, samtidig med at vi kommer med ind i lejligheden i Paris og hører om hverdagen. Næste gang jeg ser døve mennesker tale sammen, vil jeg vide meget mere, takket være Veronique Poulains bog.