Bog

Onde piger

Af (
2020
)

Anmeldelse

Onde piger af Alex Marwood D

26 apr.20

To 11-årige piger mødes en sommerdag, og før dagen er omme, er deres liv ændret for altid i foruroligende psykologisk spændingsroman.

Amber og Kirsty er to voksne kvinder, der har en dyster fortid sammen. De er ikke veninder, de har kun tilbragt en enkelt skæbnesvanger sommerdag sammen, og alligevel er deres liv for evigt forbundne. I 1986 bliver de som 11-årige dømt for mordet på en 4-årig pige, og derefter tager deres liv hver sin drejning.

Når man er barn og dømmes for en forbrydelse, kommer man jo ikke i fængsel, men får en form for behandlingsdom, hvor man anbringes og forsøges rehabiliteret. Dette er også tilfældet med de to piger, hvoraf den ene kommer fra et tilsyneladende privilegeret hjem og den anden fra en forhutlet storfamilie. De får begge mulighed for at komme videre med nye liv og nye identiteter hver for sig, men som voksne krydses deres veje ufrivilligt igen.

I den ferieby på den engelske sydkyst, hvor Amber arbejder som rengøringsleder, er der sket nogle bestialske mord på unge kvinder. Da et nyt mord sker, kommer Kirsty til byen i sin egenskab af journalist, hvor hun skal rapportere fra stedet. Amber og Kirsty gør hver især alt for at fortrænge fortiden og har ikke lyst til at få rippet op i de forfærdelige begivenheder, der stemplede dem for 25 år siden, så da de mødes igen, er det ikke med deres gode vilje.

En sådan historie om to barnemordere – i dobbelt forstand – kan næsten ikke være andet end foruroligende og forfærdelig. Det er denne krimi også på mange måder. Bortset fra at jeg ikke vil kalde det en krimi i ordets vanlige forstand. Jeg vil snarere kalde det en psykologisk spændingsroman, der dykker dybt ned og overrumpler sin læser. Det er ikke en krimi med et plot kredsende om en række mord, der bringer en opklaring med sig, det er nærmest sekundært og bare et middel på vejen til at udfolde den bærende historie om to triste skæbner, de onde piger. Det overrumplende er den måde historien sniger sig ind på læseren og overrasker og udfordrer tankerne. Forfatteren giver sig god tid, starter roligt ud og bygger karaktererne og historien godt op. Der er tilbageblik til den sommerdag, der ændrede alt, mens man skifter mellem de to voksne kvinders synspunkter. Samtidig følger man en særling, der sniger sig rundt i byen og har sin egen dagsorden.

Det er ikke bare en historie om de onde piger, monstrene, der myrdede en lille pige. Det er historien bag facaden, de menneskelige mekanismer, psykologien bag børns gerninger. Og så er det historien om hvordan liv kan forme sig for børn, der mister deres barndom og samtidig bærer rundt på en skyld så umenneskeligt stor. Det er en virkelig spændende læseoplevelse, der sidder i én længe efter, man har læst sidste side.

Forfatteren er tidligere journalist og skriver under pseudonym. ’Onde piger’ er hendes første roman, der udkom på engelsk i 2008. Siden har hun skrevet tre andre romaner, der forhåbentlig også oversættes til dansk.

Bogdetaljer

Forlag
Hoff & Poulsen
Oversætter
Signe Lyng
Faustnummer
48137393
ISBN
9788793279612
Antal sider
427

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer