Om vore dannelsesanstalters fremtid

Nyudgivelse af Nietzsches forelæsningsrække er hyperaktuel og vigtig læsning for alle, der interesserer sig for dannelse. Og hvem gør ikke det?

"To do is to be" - Nietzsche
"To be is to do" - Kant
"Do be do be do" - Sinatra

Ovenstående er ganske vist skrevet med et glimt i øjet, men ofte er der en sandhed i humoren. Og citatet ”To do is to be” er sigende for Nietzsches filosofi og derved også argumenterne i hans forelæsningsrække ’Om vore dannelsesanstalters fremtid’ fra begyndelsen af 1872.

Bogen er oversat af Jørgen Kjaer med et velformuleret og vedkommende efterskrift af Jens Erik Kristensen og Lars-Henrik Schmidt. Vær at nævne er også, at Nietzsche afholdt sin foredragsrække kort tid efter udgivelsen af sit første værk ’Tragediens fødsel’ (1872), hvor han skelner mellem det apollinske, fornuften, og det dionysiske, vildskaben. I Nietzsches filosofi er det dionysiske afgørende for sand dannelse. Derfor er det problematisk at uddannelsesinstitutionerne kuer denne naturkraft.

Nietzsche proklamerer allerede i indledningen, at der i hans samtid hersker to strømninger på de tyske dannelsesinstitutioner: ”driften til en størst mulig udvidelse af dannelse” og ”driften til formindskelse og afsvækkelse af samme”. Første strømning er ideen om at dannelse skal udbredes til videre kredse. Anden strømning er et udtryk for heteronomi, idet dannelsen skal underordne sig staten og dens målsætninger.

Disse to hovedstrømninger og kritikken af samme er gennemgående i den anekdotiske forelæsningsrække. Vi befinder os i selskab med to unge studerende, hvoraf den ene er Nietzsche selv. De er taget i skoven for at skyde med pistoler og filosofere. Men de afbrydes af en ældre filosof og hans ledsager. Derfra udspilles en længere dialog, som danner rammerne for Nietzsches kritik af de tyske uddannelsesinstitutioner. Og hans kritik er skarp, hvilket får hans pointer til at stå lysende klart. Sommetider så klart at det ligefrem kan virke provokerende.

I Nietzsches filosofi er en af de helt store problematikker i hans samtid, at staten er blevet den nye ledestjerne. Staten arbejder ud fra et nyttehensyn og dannelse handler derfor om at målrette de unge til specifikke erhverv. Grundet dette fokus har dannelsesanstalterne bevæget sig væk fra dannelse for i stedet at handle om uddannelse. Ifølge Nietzsche bør dannelse være afledt af livets tragiske struktur. Derved må videnskaben og moralen vige for æstetikken.

Skal tyskerne igen gøre den græske kulturarv gældende i samtiden, må det dionysiske altså medregnes. Og genier, på højde med Schiller, Goethe og Wagner, der af flere omgange citeres i forelæsningerne, må i stedet for staten agere ledestjerner – og resten må have tiltro til, at disse ledestjerner kan lede til den klassiske oldtid.

Selvom Nietzsche afholdt sin foredragsrække for knapt 150 år siden er han hyperaktuel i vor samtids diskussioner om dannelse. Og enhver der interesserer sig for udviklingen (eller afviklingen?) af vores uddannelsesinstitutioner bør læse nærværende bog. Nietzsches kritik er på ingen måde forældet – tværtimod!