Bog

Nioghalvtreds måder at have det dårligt på

Af (
2019
)

Anmeldelse

Nioghalvtreds måder at have det dårligt på af Ulla Bech-Bruun

14 dec.19

I tekst og humoristiske tegninger skildres de indre kampe, vi udkæmper, for at holde sammen på os selv.

Forfatter og psykolog Ulla Bech-Bruun har udgivet en bog, der fungerer som en slags visuel følelsesguide med små stregtegninger og udsagn om at have det dårligt. Tegningerne kredser om den samme slags figur, der i form kan minde lidt om dem fra børneuniverset ’Barbapapa’, men de kan også være robotter, dyr eller pludselig have lange tynde lemmer. Ansigterne er stumme og udtrykker sig gennem øjnene, der er store og sorte.

Teksten, der følger hvert billede, udgør en stor del af den øjeblikkelige forståelse, derfor er det ærgerligt, at den er ret svær at læse. Den er for lille og momentvis for utydelig. Jeg forstår præmissen om at gøre den personlig og umiddelbar, men helheden ville blive mere klar, hvis læseren ikke skulle gætte sig frem. Alligevel er genkendeligheden i måderne at have det dårligt på stor, og selv når der afbildedes situationer, som man måske ikke genkender, så er alt bygget op omkring almengyldige følelser, som sårbarhed, utilstrækkelighed, skam eller vrede.

Ulla Bech-Bruun er uddannet psykolog fra Københavns Universitet og Master of Fine Arts fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, og med denne debutbog kombinerer hun sine kunstneriske evner med sin psykologiske baggrund og kan på den måde hjælpe og lindre hos dem, der har det dårligt. Det er et helt igennem sympatisk projekt. Hun henvender sig med bogen til alle, der har det dårligt og har brug for ikke at føle sig alene med deres følelser.

Med ’Nioghalvtreds måder at have det dårligt på’ kan læseren forhåbentlig genkende sig selv i én eller flere af måderne. Bogen vil derfor arte sig godt som en samtalestarter, måske blandt patienter, pårørende eller lignende.

Bogdetaljer

Forlag
Eksistensen
Faustnummer
46925831
ISBN
9788741006048
Antal sider
70

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer