Anmeldelse
Natten før de hængte Ruth Ellis - og andre fortællinger fra mit liv af Margareta Strömstedt
- Log ind for at skrive kommentarer
Uforfærdet Pippi i hjertet, men fornuftige Annika i livet.
Den svenske journalist, forfatter og berømmede Astrid Lindgren-biograf Margareta Strömstedt tegner med disse erindringsfortællinger eller snarere noveller et præcist snit af en livsklog og reflekteret kvindes liv fra barndom til alderdom.
Vi starter med en lille iagttagende piges forundring over hvad folk gør bag gardinerne. Og den følsomme piges sans for hvad der gemmer sig under overfladen fortsætter livet igennem. Hun er på en måde tilskuer til et liv hvor hun gerne selv vil være mere selvstændig og forfølge sine drømme som en Pippi Langstrømpe, men hele tiden ender med at være den tilpasningsvenlige og søde Annika.
Fortællingerne afspejler på mange måder et almindeligt livsforløb set i erindringens lys: en smålandsk barndom med en missionsk far og en hysterisk mor, en bror der tager livet af sig, et ægteskab med en berømmet litterat, problemer med at få et selvstændigt liv som journalist og hjemmegående husmor med to børn i en forstad til Stockholm til den ældre kvindes opgør med pænheden og til sidst forsoningen.
Når forfatteren er bedst, har hun et direkte sug ned i følelserne hvor hun gennemlyser erindringen og sanserne fra dengang og hæver dem op over mere almindelige betragtninger.
Fra fortællingen ’Nøgen under frakken’, hvor hun en forårsnat gør oprør mod mand og børn og tager bilen ind til Stockholm:
”Da jeg kom ud var natteluften bedøvende. Lindetræet på torvet var allerede sprunget ud. Hvor havde jeg været, da de stod i knop? Hvor var foråret blevet af? Nu var det allerede forbi, og jeg var netop fyldt niogtredive. Hvor var livet blevet af? Jeg var gået glip af foråret ved Djurgårdsbrunnskanalen, jeg var ved at gå glip af noget vidunderligt som havde ventet på mig, dag efter dag, og som nu var ved at forsvinde.”
Helt fortjent vandt denne bog Svensk Radios novellepris i 2007 skønt den blev udgivet som erindringer. Margareta Strömstedt har udgivet flere romaner, ’Julerengøringen og døden’ (da. 1987,’Menigheden under jorden ’ (da. 1990), børnebøger og biografien om Astrid Lindgren (da. 2002)
Bogformatet er lækkert. Forsideillustrationen af højhuse mod en lokkende lilla nattehimmel er lige i øjet.
Brugernes anmeldelser