Münchhausens eventyr

Læs historier, der er så sande som amen i kirken, i hvert fald hvis du spørger forfatteren...

Overdrivelse fremmer forståelsen kan jeg vist roligt skrive om denne eventyrlige samling af historier, som Baron von Münchhausen, mod sin vilje, står som ophavsmand for.
Baron von Münchhausen er en ivrig jæger. Han har i fællesskab med en af sine elskede jagthunde sporet og fanget adskillige dyr, f.eks. en ottebenet hare, der kræver sin udholdenhed at fange eller harer, der får killinger under jagten, og jagthunden får såmænd også hvalpe! Så i stedet for at få én hund og én hare med hjem, ja så bliver det i alt seks af hver.

Historierne er mangfoldige. Tænk sig - der bor folk på månen, som er større end seks og tredive fod høje, ja faktisk er alt på månen meget større end på jorden. De skal kun have mad 12 gange om året, som de ikke engang spiser, men hvor de åbner en låge og sætter maden ind i kroppen. De kan skille hovedet fra kroppen og leve ganske fint med det. Og sådan bliver historierne ved i et tempo, som de færreste vel kan følge med til.

Bogen er bygget op med kapitler, men sammenhængen er ikke altid lige intakt fra kapitel til kapitel. Der er mere tale om selvstændige historier, hvor der indimellem trækkes en rød tråd fra det ene kapitel til det andet. Hvert kapitel indledes i denne udgave med en lille opsummering af, hvad kapitlet handler om. Storm P’s illustrationer er meget sjove, men der kunne sagtens have været flere. I det hele taget synes jeg formen kunne have været festligere.

Oprindeligt er det Rudolph Erich Raspe (1737-94), der stod for historierne med inspiration fra folkelige fortællinger. Raspe havde forbindelse til Münchhausen via universitetet i Göttingen, men stak af til udlandet pga. svig. Her forfattede han på flydende engelsk Münchhausens eventyr, som senere blev udvidet og oversat- af Gottfried August Bürger (1747-94) til tysk.

Udover to forfattere er der faktisk også to baroner. Baron Gerlach Adolph von Münchhausen var en af grundlæggerne af universitetet i Göttingen, hvor denne Raspe havde sin gang. Baron Karl Friedrich Hieronymus Freiherr von Münchhausen var dog den historierne blev forbundet med, som sagt uden den gode herres ønske.  
 
Verden er jo i sig selv mangfoldig og farverig, men var den så mangfoldig og farverig, som beskrevet i Münchhausens eventyr, så ville verden da aldrig være kedelig! Jeg ville nok have fået mere ud af historierne, hvis jeg havde fået dem læst op. Som molbohistorierne vil de være velegnet som oplæsning for børn og barnlige sjæle, evt. som et festligt indslag til en komsammen, hvor der både er børn og voksne tilstede.