Mother earth

Vidunderligt genkendelig og virkelighedsnær debut spidder forvaltningsapparatet i Danmark med krystalklare pointer.

Hvordan ville det se ud i de statslige styrelser, hvis et klimaneutralt prestigebyggeprojekt var på direkte katastrofekurs pga. et på alle måder vaklende fundament? Lige præcis dette scenarie er, hvad der dygtigt og underholdende udfoldes i Alexander Rich Hennings debutroman 'Mother Earth', hvor titlen netop er navnet på det vidunderhøjhus, der skal bygges i nutidens København.

Bogen er fortalt ud fra forskellige synsvinkler, og som greb fungerer det rigtig godt til tematikkerne i romanen. Det tillader den at komme rundt om de mange mennesker i statsmaskinen, der repræsenterer varierede typer af moral og værdisæt – eller mangel på samme – i et miljø, der på forunderlig vis føles både realistisk og karikeret. Vi følger tre forskellige karakterer, der på hver sin vis er vævet ind i virkeliggørelsen af projektet: Den nyklækkede fuldmægtige Andreas med hjertet på rette sted, forvaltningschef Liselotte, der skal forene et kaotisk liv hjemme med det politisk betændte projekt på jobbet, og ikke mindst den underkuede og pensionsmodne ingeniør Claus, der i Teknologisk Instituts tjeneste skal bese fundamentet under Mother Earth og erklære det (u)egnet til bebyggelse.

Sproget i romanen er mere betagende end bjergtagende, men pointerne er tankevækkende, og det der gør Rich Henningsens debut så velfungerende er i ligeså høj grad måden, vi kommer hen til dem på. Plottet kan nemlig lyde forudsigeligt, men alligevel holdes man fast hele vejen og er dybt engageret i byggeprojektets katastrofekurs lige til det sidste. Det skyldes ikke mindst forfatterens evne til at indkapsle det miljø og den jargon, der hersker i den kaotiske styrelse, sådan at det satiriske slås an både skarpt og underspillet. Her er det kontorchef Michael, der harcelerer imod Teknologisk Institut, efter de har fundet affaldstræ, bøjede søm og flamingo i jorden: 

“De får et kick ud af at fremstå vigtige. Hvis de kan stikke en kæp i hjulet på noget, om det så bare drejer sig om en uges forsinkelse, er de glade. Jeg ville sikkert have det på samme måde, hvis jeg sad og rådnede op på Teknologisk Institut […]. Et overdrevent fokus på detaljer. En faglig rigiditet, der kan dræbe alt. Hvis man vil finde fejl, kan man altid finde fejl.”

Passagen indkapsler den nærmest uhyggelige (heraf den velvalgte genrebetegnelse En forvaltningsgyser) og insisterende ignorance overfor stadfæstede kendsgerninger. I fremdriftens navn ofres klimahensynene, og problemer fejes rask væk under det vaklende fundament. Processen udstiller en genkendelig verden, hvor fakta altid er til forhandling, virkelighedens sammenhæng er en vurderingssag og ubelejlige forskningsresultater kan mødes med et ønske om at ryste posen og komme tilbage med resultater, der harmonerer bedre med de politiske visioner og planer. Kort opsummeret en tematisering af sprogets glatte tilpasningsevne og fortællingens manipulerende magt i verden, når det afsendes fra de rette instanser. Det blotter graden af skinmoral, der kan kradses frem bag de forskellige statsinstansers resultatfikserede overflade. Herved udstiller romanen også et tragiske møde imellem projektets velmenende intentioner og den hårde virkeligheds begrænsninger, sådan at man sidder frustreret og halvmåbende tilbage over ansvarsfraskrivelserne og de hule nedtoninger.

'Mother Earth' er kort sagt en velkomponeret roman og som et detaljerigt troldspejl, er det også et underholdende og bemærkelsesværdigt stykke formidlingsarbejde om tiden, vi lever i.