Monstre: tænkepauser 3

Frygten for monstre redder liv: I udkanten af vores stamtræ ligger skeletterne af dem, der ikke var paranoide nok.

Det kan godt være, jeg er miljøskadet af mit job som bibliotekar, men Mathias Clasens lille bog er rent guf for folk med en lille bloddryppende litteraturelsker i maven. Bogen fremstår som én lang anbefaling af skræk og rædsel i romaner og på film.Bogen forsøger at indkredse, hvad monstre er, og hvorfor historier om dem virker både skræmmende og fascinerende på os. Mathias Clasen beskriver, hvorfor urmenneskets skræk for de gule øjne i mørket har været en evolutionær fordel. Hvis ikke man kom i alarmberedskab og tog benene på nakken i en fart, når man hørte ”uhyggelige” kradselyde, endte man måske i maven på en tiger.

Mennesker har altid digtet historier for at få en mening med hændelser, der ellers var brutale og meningsløse. Den første nedskrevne monsterhistorie, vi kender til, er det oldengelske kvad om helten Bjovulf, der nedkæmpede monsteret Grendel. Derfra gennemgår Clasen gyserens historie - han beskriver vampyrens forvandling fra behåret og ulækkert monster til en ung og tiltrækkende metroseksuel fyr. Ligeledes har zombien forandret sig fra en søvngængeragtig slave på Haiti til et slimet og hæsligt monster. I tidligere tider, hvor man ikke kendte til bakterier og vira, brugte man historier om overnaturlige væsner til at forklare sygdom og død.

Efter at have læst denne lille ”gyselige” fagbog får man stor lyst til også at læse de gamle klassikere: ’Dracula’ af Bram Stoker, ’Frankenstein’ af Mary Shelley, ’Dr. Jekyll og mr. Hyde’ af R. L. Stevenson. Jeg fik endda lyst til at stifte bekendtskab med Stephenie Meyers berømte (og berygtede) ’Twilight’-saga. Derudover er der også tips til god underholdning i skrækfilmsklassikerne ’Nosferatu’ fra 1922, ’Rosmarys Baby’ og ’Eksorcisten’ og nyere skud på stammen som Wes Cravens selvironiske ’Scream’-film.