Anmeldelse
Min første køkkenhave
- Log ind for at skrive kommentarer
Med denne flotte og oplysende bog i hånden er I et spadestik nærmere jeres første køkkenhave.
Havebogen forklarer processen fra frø til plante og hvordan man dyrker bestemte grøntsager med succes. Emilie Aastrup har både stået for tekst og illustrationer og det slipper hun rigtig godt fra. De charmerende og farverige illustrationer har virkelig blikfang og giver instinktivt lyst til at komme ud og rode i jorden.
I bogen er der gode anvisninger både i ord og billeder til anlægning af bede og jordbearbejdning. Når det er på plads, er det tid til at så frø. Det forklares, hvad der sker nede i jorden og hvordan man passer planterne, så de trives og vokser. I bogen er der fokus på at dyrke bønner, græskar, gulerødder, kartofler, kål, majs, radiser, rødbeder og ærter.
Et andet haveprojekt kan være at lave kompost, som kan bruges som gødning til grøntsagerne. Ukrudt er en uvelkommen gæst i køkkenhaven. Bogen viser seks forskellige typer ukrudt med ideer til at bruge dem i madlavningen. Smart! I haven rumsterer der også nyttedyr og skadedyr. Bogen giver inspiration til at gøre haven rar for nyttedyrene, for de spiser skadedyrene.
Jeg er begejstret for børnebøger, der både oplyser og inspirerer til at gøre noget aktivt sammen i familien. Det er fedt at starte ud i sofaen med at dele havedrømme med hinanden og lægge planer for senere at komme ud og få jord under neglene. Til sidst kan man nyde høsten af alle anstrengelserne og det kalder på nye projekter i køkkenet. En helt igennem skøn brugsbog, som kan findes frem sæson efter sæson og som rammer bredt aldersmæssigt.
Brugernes anmeldelser