Min bedste ven

Spændende psykologisk roman om den lidt naive Gerald, der lever sit eget liv med faste rutiner. Er der ikke noget med, at han har været anklaget for at have blottet sig over for nogle piger?

Laura Wilson har sin helt egen måde at fortælle en historie på. Ligesom i debutromanen ”Den lille død” fra 2001, lader hun også her flere stemmer fortælle, inden brikkerne efterhånden falder på plads. Men inden da har forfatteren manipuleret med læserne og ført dem bag lyset. Det er flot og godt skrevet.

En af stemmerne tilhører Gerald. Han har ikke haft det let. Hans tvillingebror døde ved fødslen, og hans storesøster blev myrdet som 16-årig. Moderen var en meget berømt forfatter af en række børnebøger, som minder om ”De 5”-bøgerne, og Gerald kan slet ikke leve op til hendes forventninger. Han lever i sin egen verden, og hans eneste ven og fortrolige er hans døde tvillingebror. Nu er han blevet 65 år, han passer sit arbejde på et lager for filmrekvisitter og bliver af alle anset for at være en særling.

En anden stemme er Jos. Hun arbejder sammen med Gerald, og da hendes datter, Mel, en dag fortæller, at hun føler sig forfulgt af en klam gammel mand, er der meget, der tyder på, at det er Gerald. Jos datter forsvinder, og nu bliver Gerald både eftersøgt af politiet og udsat for vold og selvtægt.

Historien foregår i to tidszoner, i 1944, hvor Geralds søster forsvinder, og i 1995, hvor historien ser ud til at gentage sig med Mels forsvinden.

På overfladen er det nok en kriminalroman med krimiens træk, men romanen er samtidig psykologiske portrætter af mennesker, både skrøbelige og stærke personligheder. Og en historie om, hvor let vi danner os vor egen opfattelse af tingene. Det hele er fortalt med lune og varme.