Anmeldelse
Millionæren fra Singapore af Kevin Kwan
- Log ind for at skrive kommentarer
En ukendt verden af overvældende rigdom med knald på farver, glimtende diamanter og et gigantisk persongalleri, der kan matche Game of Thrones.
Det kan være svært som ganske almindelig dødelig med en ganske almindelig indkomst, at forestille sig den ufattelige rigdom, som nogle få mennesker lever i, men efter at have læst første bind i trilogien ’Crazy Rich Asians’, begynder man at få en lille idé om, hvordan sådan et liv ville være. Efter et stykke tid kommer vantroen dog snigende, for det kan da umuligt passe, at nogle mennesker kan være så usandsynligt rige. Når dét først er sivet ind på lystavlen, må man overgive sig til al den luksus og bare nyde at lade sig trække ind i en verden, man aldrig vil komme til at opleve på anden vis.
Romans omdrejningspunkt er et kæmpestort bryllup, der skal afholdes i Singapore, og som er årets absolut største sociale begivenhed. Nicholas Young har inviteret sin kæreste Rachel Chu med til Singapore henover sommeren for at deltage i brylluppet, som han er forlover ved, og for at holde sommerferie. Nicky og Rachel bor begge i New York og lever et helt almindeligt liv som professorer, hun indenfor økonomi og han indenfor historie.
Hvad Rachel ikke ved er, at Nicky er en del af en usandsynlig rig familie, og da hun siger ja til at tage med til Asien i sommerferien, han hun ingen anelse om, hvad hun går ind til.
Igennem romanen følger vi, udover Nicky og Rachel, forskellige personer i Nickys familie og omgangskreds, men Nicky og Rachel er de egentlige hovedpersoner, og den røde tråd i romanen er familiens reaktion på Rachel, både før og efter de har mødt hende. Rygtet om Nickys ukendte kæreste har spredt sig som ild i en steppebrand, og Rachel er genstand for adskillige samtaler. Allerede inden hun er ankommet til Singapore, har flere familiemedlemmer besluttet, at Rachel skal ud af billedet hurtigst muligt.
Det er en virkelig underholdende roman, og den giver et fantastisk indblik i en verden, der er beskyttet af den største hemmeligholdelse. Forfatteren har baseret bogen på sin egen barndom i Singapore, hvor han boede til han var 11 år. Derefter flyttede han med familien til USA. ’Millionæren fra Singapore’ er den første af i alt tre romaner i serien 'Crazy Rich Asians'. Den er desuden blevet filmatiseret og efter traileren at dømme, er det en virkelig flot og farverig film, som jeg vil glæde mig til at se.
Brugernes anmeldelser