Bog

Midaqgyden

Af (
2009
)

Anmeldelse

Midaqgyden af Najib Mahfuz

31 mar.06

En farverig beskrivelse af en gyde i et fattigkvarter i Cairo, centreret omkring skildringen af en ung pige, der ender som prostitueret.

Anbefalet af bibliotekar Tonny Hornbæk, Middelfart Bibliotek


Najib Mahfuz er en af de fornemste nyere forfattere fra den arabiske verden. Takket være Nobels litteraturpris, som Mahfuz fik tildelt i 1988, har kendskabet til og udbredelsen af egypterens værker heldigvis også nået danske breddegrader.

Mahfuz blev født i Cairo i 1911, og en universitetsuddannelse førte til job som embedsmand i forskellige ministerier. Sideløbende hermed har  Najib Mahfuz været en yderst produktiv forfatter. Han er Egyptens vel nok mest kendte forfatter og har skrevet et større antal romaner, noveller src="https://www.liog filmmanuskripter, og han er stadig en aktiv kommentator via en klumme i en arabisk Cairo-avis.

Egypterens litterære indflydelse i den arabisksprogede verden i almindelighed og i Egypten i særdeleshed, kan ikke overvurderes. Hans udgivelser har altid været ventet med spænding - og han har flere gange fået sat sin litteratur på den politiske såvel som religiøse dagsorden. Mahfuz blev således i 1994 ( som 83-årig! ) angrebet og stukket ned af en religiøst yderliggående mand.

Selv betoner Najib Mahfuz at hans litterære ærinde ikke har ligget i politiske eller religiøse emner, men at hele hans liv har været én lang kamp med det arabiske sprog. Smukkere og mere poetisk kan det vel ikke siges.

Et af hans mest læste og kendte værker "Midaqgyden" (originaludg. 1947) foreligger heldigvis på dansk. Selvom bogen er en oversættelse af den engelske udgave, er det en sand sproglig fornøjelse og nydelse  - ja næsten ren meditation - at læse Mahfuz' moderne klassiker.

Som titlen antyder, beskriver bogen en mindre gade og dens beboere i en af Cairos fattige bydele. Tiden er 1943 - altså under 2. verdenskrig - hvor englænderne stadig er tilstede i Egypten. Najib Mahfuz' realistiske roman fortæller om et land på vej ind i en moderne tidsalder - og dermed om de genvordigheder det skaber generationerne og kønnene imellem.

Hvis der skal nævnes en enkelt hovedperson i "Midaqgyden" må det være den unge pige Hamida. Vi følger hende bogen igennem, fra starten hvor hun forloves med den unge forhåbningsfulde barber, Abbas, fra gyden, hun selv bor i. Abbas drager bort for at kunne tjene penge nok til at give Hamida den tilværelse, hun ønsker - et liv i luksus. Det går dog ikke helt som ventet. Hamida er ved romanens slutning endt som prostitueret - men ikke ulykkelig af den grund!

Najib Mahfuz gør alle "Midaqgyden"s beboere til lige vigtige - de er alle hver for sig en vigtig brik i beskrivelsen af et samfund i opbrud. Nye normer og muligheder kontra gamle dyder og traditioner. Det hele fortalt utroligt præcist og troværdigt i et sprog, så jeg næsten kunne mærke stemningen, duften og varmen fra gyden og tempoet fra beboernes daglige gøren og laden ...

Det er en nydelse at læse Najib Mahfuz' "Midaqgyden"! 

Oversat til dansk af Lilian Cipikoff efter 'Midaq Alley'. Originaltitel: 'Zuqaq al-midaqq'. Holkenfeldt, 1989. 244 sider   

Læs mere om Najib Mahfuz (Naguib Mahfouz)

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Oversætter
Lilian Cipikoff
Faustnummer
28079850
ISBN
9788711439913
Antal sider
329

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer