Anmeldelse
mens jeg passer min have
- Log ind for at skrive kommentarer
Det er sommer i Danmark, mens jeg læser Tine Engers seneste digtsamling. Vejret skifter mellem varme og væde og alting gror – alligevel sidder jeg med digtsamlingen mens jeg passer min have i stedet for at ligge på knæ og luge. Og jeg gør det uden dårlig samvittighed, for det er inspirerende at træde ind i Engers univers og udforske haven.
Vores havevandring begynder ved havelågen, og vi bevæger os nysgerrigt gennem forhaven, den indre have, baghaven og sågar uden for haven, mens vi oplever havens liv og den spænding, der ligger i at kortlægge havens og livets mange rum: hvad er der lige om hjørnet? Ét af svarene finder vi i samlingens titeldigt ”livet går videre/døden går med/mens jeg passer min have”. Og her passer billedkunstneren Else Pia Martinsen Erz’s botaniske, dyre- og vandhulsbilleder ualmindeligt godt ind i stemningen, de er et flot supplement.
Digtsamlingen udfordrer og opfordrer mig til at se haven med nye øjne, til at opleve den og sanse den; både min fysiske have og livets have. Digtene kredser omkring det nære. Livet opleves gennem haven, hvor livet i modsætning til storbyen leves i et tempo med tid til at leve.
Og vi bliver ikke skuffede, for Engers sprog er stærkt. Her spirer nye ord og smukke billeder vokser frem, som f.eks. beskrivelsen af hvor man kan plukke kantareller, blåbær og brombær i mit sted i skoven.
Digtsamlingen omfatter også emner som diskussionen om velfærd eksemplificeret med hjemmehjælp og politisk motiveret vold eksemplificeret med Krudttøndeskyderierne, som også er en del af livet, og den kommenterer det moderne menneskes manglende evne til at mærke livet med ordene grand-cru-boblespændt og onlineåndsnærværoverspringsapparat. Flere af digtene skriver sig ind i tidens store debatter. Også her er forfatterens fine sprogfornemmelse en styrke.
Sprogbegejstringen, de selvopfundne ord og den humoristiske leg med alliterationer bærer frugt – og jeg glæder mig til ikke kun at tilbringe sommer, men også det regnfulde efterår, den mørke vinter og det livsbekræftende forår mens jeg passer min have.
Udkommet 16. august 2016
Brugernes anmeldelser