Mennesker glemt af Gud

Sansemættede fortællinger fra Kairos gyder, hvor overmodne dadler dumper ned i støvet, mens beboerne slumrer dagen væk.

Kairos slumkvarterer er rammen om Albert Cosserys fem små fortællinger, der alle emmer af sol, varme og som alle har noget meget døsigt og sløvt over sig.

Allerede i første fortælling Postbuddet hævner sig finder læseren ud af, at søvnen og lediggangen for beboerne i gyderne er noget helligt. De vil helst ikke vækkes og reagerer voldsomt, hvis det sker. Strygemanden Hanafi vækkes af postbuddet, der skal aflevere et brev til ham. Hanafi ser dette som topmålet af uforskammethed, han vil bare sove. Det er frygteligt varmt udenfor, og der er ikke andet at tage sig til, da der ikke er noget at lave i butikken. Postbuddet må læse brevet op for ham, da han er analfabet og må også tage imod hans vrede udfald over brevets indhold. Postbuddet medbringer nyheder fra verden uden for og er derfor forhadt af beboerne, der med jævne mellemrum prygler ham. Han udfører dog selvopofrende sit hverv og får sin længe ventede hævn.  

Foruden postbuddet og strygemanden berettes der om forskellige mennesker, bl.a. en ung pige og en hashryger, en blikkenslager og en tiggerprofessor.
 
De sløve og dvaske beboere er typiske for flere af fortællingerne, de viser kun en vis interesse, hvis det handler om at sove, ryge hash eller bolle med konen eller elskerinden. Verden uden for "De haltenes blindgyde” eller ”Den gravide kvindes gade” interesserer dem ikke. De ryger hash for at flygte fra det materielle; alle bilerne, sporvognene og de irriterende gadesælgere, som konstant forlanger penge. De ønsker blot at sove, drømme sig væk fra dagligdagens problemer.

På trods af, at alle personerne lever i fattige kår og i vores øjne måske har et trist liv, så fremstilles de fleste som stolte og egensindige mennesker med deres helt egne forestillinger om livet, hvilket er fortællingernes store styrke. Det giver stof til eftertanke. Måske er den evige stilen mod noget andet end det man har ikke altid lykken, lykken er måske heller ikke at jagte materielle goder og store stillinger, men derimod måske bare at tage livet, som det kommer til en, og sove når man har lyst til det?

'Mennesker glemt af Gud' udkom i Kairo i 1941 og er Cosserys debut