Livet og skriften

Bogen går bag om myterne om H.C. Andersen, drager forfatterskabet frem i lyset og ser på sammenhængen mellem hans liv og digtning.

Professor emeritus Johan de Mylius er H.C. Andersen ekspert og har været leder af H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet i Odense. Hans bog er sprænglærd, men ikke akademisk tør. Den kræver dog en vis forhåndsviden. Der er ikke tale om en biografi i gængs forstand, men en analyse af forfatterskabet som helhed sat ind i en bredere samfundsmæssig og litterær sammenhæng med en påpegning af, at H.C. Andersens liv og digtning var tæt forbundne. Han tegner et billede af en kompleks og uhyre ambitiøs forfatter, der udtrykte sig i flere forskellige genrer, og som både var et barn af sin tid og en litterær fornyer.

Mylius piller myten om den enfoldige eventyrforfatter godt og grundigt fra hinanden. H.C. Andersen måtte igennem mange op- og nedture, og de første eventyr beskrives som et biprodukt, der skulle skaffe ham en vis indtjening i økonomisk trange tider. Eventyrene udviklede sig efterhånden og blev mere sofistikerede og mere og mere voksenrettede. Faktisk findes der, ifølge Mylius, kun få rene børneeventyr. Efter min mening nedtoner han eventyrernes betydning for børn lige rigeligt. Jeg er selv opflasket med H.C. Andersens eventyr, og mine absolutte yndlinge var ’Den lille havfrue’ og ’Snedronningen’, hvis dybder jeg selvfølgelig ikke forstod, men som fascinerede mig meget.

At H.C. Andersen var andet og mere end eventyrforfatter fremgår klart af bogen. Han forsøgte sig i flere genrer med mere eller mindre held, og ironien lå som en grundtone i forfatterskabet. Teatret var hans omdrejningspunkt, og Mylius viser, hvordan det afspejler sig i hans prosa, der er rig på replikker. De færreste af os tænker nok på H.C. Andersen som modernist, men det var han bl.a. med samtidsromanen ’Improvisatoren’. I det hele taget vurderer Mylius, at romanerne er en væsentlig side af forfatterskabet. Men H.C. Andersen var også lyriker og han skrev teaterstykker og nogle meget levende rejseskildringer.

At H.C. Andersens forfatterskab ikke kan adskilles fra hans liv er ingen hemmelighed. Han iscenesætter sit liv og blander fakta og fiktion, men hans liv er samtidig en væsentlig inspiration for hans digtning. Hans fattige opvækst i Odense med en teatertosset far ses ikke som nogen hæmsko. At H.C. Andersen desuden var en eminent iagttager gjorde, at han kunne bruge sin barndoms oplevelser fra samfundets bund i sin digtning. Hans evne til at skabe netværk og gøre reklame for sig selv hjalp ham også til at komme frem i verden. Dertil kommer hans ubestridelige geni. Han havde noget på hjerte med sin digtning, og han var ukuelig, selv om han også var sårbar.

Mylius har uden tvivl ret i, at alle kender til H.C. Andersen, men kun de færreste har læst ham, og i givet fald kun eventyrene. Myterne står i vejen for forfatteren. Mylius’ hensigt med bogen, at gøre opmærksom på værkerne, er til fulde lykkedes. Han har sikkert også ret i, at der er stof til flere bøger, for H.C. Andersen gemmer på mange hemmeligheder - både som forfatter og som menneske.