Anmeldelse
Labyrint af Kate Mosse
- Log ind for at skrive kommentarer
Her får vi så endnu en vinkel på mysteriet om gralen. Det er en helt fantastisk spændende roman med historisk islæt fortalt gennem to tidsperspektiver.
Der er absolut intet at sige til, at "Labyrint" i 2005 vandt den eftertragtede britiske pris "The Richard & Judy bookclub best read of the year".
Handlingen udspiller sig i Carcassonne i Frankrig gennem to forskellige tidsaldre, og der er dermed to spor i fortællingen.
Det ene spor finder sted i 2005. Dr. Alice Tanner er med som frivillig på en arkæologisk ekspedition, og hun falder over en hule med to skeletter, en ring med en indgraveret labyrint og en tom læderpose. Hun ved ikke, hvad hun har fundet, eller hvilken betydning hendes fund har for nutidens gral-jægere. Hun opdager dog hurtigt, at nutidens gral-jægere ikke viger tilbage for nogen eller noget. For Alice bliver dette startskuddet til en kamp for at holde sig i live og finde ud af, hvad det er hun har fundet, hvilken betydning det har, og hvem hun kan stole på.
Det andet spor finder sted ca. 800 år tidligere på samme geografiske lokalitet. Her er hovedpersonen den unge kvinde, Aläis, og hendes far, Pelletier. Han er medlem af Noublesso de los Seres og er vogter af Tallenes Bog. Tallenes bog er en del af trilogien, der skal beskytte sandheden om gralen. Aläis bliver involveret i Noublesso de los Seres, da byen Carcasonne står til at falde i en af korstogs-krigene. Hendes far har behov for en, der kan bevogte og beskytte bogen i hans fravær.
Jo mere fremskreden handlingen bliver, jo flere detaljer kommer der frem i begge spor, og fortællingen bliver levende for os læsere.
Det er en utrolig spændende handling, der udspiller sig, og det virker rigtig godt med de to tidsforløb i fortællingen. Vi har at gøre med en velskrevet roman med et historisk perspektiv, en fængslende fortælling og et veludviklet persongalleri. Alt i romanen hænger godt sammen, og der er spænding fra ende til anden.
Hvis du elskede Dan Browns "Engle & dæmoner" og "Da Vinci mysteriet", så er jeg sikker på, at denne bog vil ryge ind på din favoritliste. Og så vil jeg anbefale alle læsere at slå et smut forbi Kate Mosses hjemmeside. Det er et rigtigt godt site, der kan give dig en hjælpende hånd med læsningen.
Oversat af Jette Røssell. Aschehoug, 2006. 608 sider. Kr 299,-
Brugernes anmeldelser